lørdag den 29. december 2007

Cyber Crop

I går var der "cyber crop" på http://thescrapcat.forumup.dk/ - og jeg nåede selv at deltage i de 5 af udfordringerne, inden jeg blev for træt (det er de sidste par uger med influenza/ondt i halsen, der stadig spøger i kroppen, tror jeg).

For de, der aldrig har hørt om Cyber Crop før, så kan jeg fortælle, at det er et arrangement som foregår på nettet - dvs. at man sidder hjemme hos sig selv og scrapper. Arrangørerne kommer så med nogle udfordringer, f.eks. hveranden time i løbet af hele dagen, og man har så et bestemt tidsrum til at lave og uploade sine "besvarelser".
Det er rigtig sjovt, og jeg kan varmt anbefale det - man arbejder tit på en hel anden måde, når man er under tidspres.
Det kan være svært at forberede sig, for man aner ikke hvilke opgaver, der vil komme - men man kan ihvertfald sørge for at have en stak fotos klar, så der er noget at gå i gang med.

Herunder viser jeg de udfordringer jeg deltog i:

Udfordring 1
Udfordring 2

I skal lave et LO, hvor I bruger min. to ud af disse tre:
- tekst som dekoration
- maling
- filt / stof
Udfordring 3
Udfordring nr. 3 bestemmer I deltagere. De første tre udfordringer, der kommer ind fra jer, bliver opgave nr. 3...
Lav et LO med
- Minimum 3 billeder
- Stempler / aftryk og
- Metalpynt
Udfordring 4
I skal scrappe på alt andet end et LO. Vi ser gerne brug af morgenmadspakker, pålægchokoladebakker osv.
Jeg brugt en æske, der havde været opvasketabs i...

Udfordring 5
Lav et LO, hvor du kun bruger følgende materialer:
Billeder
1 ark karton
2 ark mønsterpapir
en pen
1 stor eller 5 små blomster

Alt i alt er jeg rimelig tilfreds med mine resultater - men I må meget gerne skrive en kommentar med ris og/eller ros, hvis I synes - det er den bedste måde at lære på :o)

fredag den 28. december 2007

Et andet projekt i papir

Forleden dag tømte vi en af æskerne med koncentreret vaskepulver (Netto's den bedste), og da jeg samtidig manglede en æske til at opbevare fotos til scrap i - ja, så var det jo nærliggende at beklæde æsken med noget smukt scrapbooking-papir og dekorere den med lidt selvklæbende papirblonde, en tekst (udskåret på Silhouetten) og et par blomster med knapper som midte.

lørdag den 22. december 2007

Et vidunder af en maskine

Som du måske allerede har set, så har jeg fået en stribe af QuicKutz' produkter i webshoppen - deriblandt en Silhouette Digital Craft Cutter, som det hedder.
Det er en smart maskine (skæreplotter), som kan skære de ting ud i karton / papir / vellum / vinyl, som du beder den om.
Jeg har selv investeret i en af dem, for rigtig at finde ud af hvordan den virker - og den er altså rigtig spændende at bruge.
Bl.a. kan man så let som ingenting skære de fonte (skrifttyper), som man har liggende på sin pc, ligesom der findes en mængde forskellige skabeloner i det indbyggede bibliotek. Og der er masser af steder på nettet, hvor man kan downloade flere skabeloner - enten gratis eller mod betaling.

Jeg kan varmt anbefale siden http://www.cr.skattekister.dk/ hvor der er fyldt med tips og idéer til at komme i gang med maskinen.
Bl.a. findes der en god instruktion i, hvordan man kan lave "sammensatte" ord med tilhørende baggrund (matte) ved hjælp af et gratis program, der kan hentes på nettet.

Det måtte jeg jo lige prøve, og det kom der dette her resultat ud af:
Som I måske nok kan gætte, så skal det bruges som overskrift til et LO fra en af vores mange sommerferier ved Garda Søen.

tirsdag den 18. december 2007

Så er der kun 6 dage til juleaften

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det kan tydeligt ses i webshoppen, hvor jeg har haft mægtig travlt med at pakke ordrer - jeg har en fornemmelse af, at der kommer til at ligge massevis af hobbyting under juletræerne i år !!

Selv mangler jeg stadig at få sendt årets julekort - men der er jo et par dage endnu at løbe på, hvis de skal nå at lande hos modtagerne inden d. 24.12.

tirsdag den 4. december 2007

Hobbyboden by night

Et hurtigt stemningsbillede af hvordan det ser ud, når jeg har aftenåbent i butikken (når jeg har åbent om dagen, har jeg en lille flagstang med flag stående).

Fra sidste års sommerferie...

Jeg sad i går aftes og bestilte vores sommerferie (14 dage ved Garda Søen i bungalow på vores favorit-campingplads http://www.pianidiclodia.it/). Det bliver vores første ferie dernede UDEN campingvognen - men det bliver også dejligt at slippe for at trække den med ned over Alperne.
Inspireret af dette begyndte jeg at bladre de mange fotos fra sidste års sommerferie igennem, og det blev så til dette LO:

mandag den 3. december 2007

Kræmmerhuse i Scrap-papir

På Charlotte Ravn's altid spændende blog, http://ravndesign.blogspot.com/2007/12/nedtlling-til-jul-1-december.html har jeg fundet opskriften på disse skønne kræmmerhuse:


Kræmmerhusene er lavet i to-sidet scrapbooking papir. Jeg har brugt hhv. "Adore" og "Rendezvous" fra Prima's Love Collection.
Bagefter har jeg sat et guldfarvet bånd i, så de kan komme op at hænge.

mandag den 19. november 2007

Scrap-søndag på Odder Bibliotek

I går deltog jeg i scrap-komsammen på Odder Bibliotek, og det var bare rigtig hyggeligt. Jeg kan kun anbefale andre at deltage i den slags arrangementer, hvis de har mulighed for det - for det er både hyggeligt og inspirerende at være sammen med sådan en flok kreative tøser !!

Der var ovenikøbet arrangeret en lille skitse-konkurrence, hvor vi hver især lavede et LO ud fra denne her: http://gettinsketchy.blogspot.com/2007/11/challenge-6.html Det var rigtig sjovt at se de forskellige bidrag.
Jeg selv lavede denne her - må nok indrømme, at den blev noget anderledes end der var lagt op til i skitsen ...og jeg selvfølgelig skulle der også punchede blomster på - se dem her i nærbillede:

Senere spiste vi frokost og legede pakkeleg, hvor jeg var så heldig at vinde en pakke med rødt silkebånd og røde blomster, som straks kom i brug på dette LO, hvor jeg har brugt hhv. et gammelt og et nyt billede af vores hus:

onsdag den 7. november 2007

Samme punch - to vidt forskellige kort

En af grundene til at jeg elsker punches (stansejern) er, at man kan bruge dem på så mange forskellige måder.
Her til formiddag har jeg siddet og leget med en stor 'retro flower' punch.

På det ene kort har jeg simpelthen bare brugt den som den er og limet små knapper i midterne, mens jeg på den anden har modelleret blomsterne med floral punch craft værktøjerne (og tilføjet et par ekstra punches som midte + bladene).


tirsdag den 16. oktober 2007

Scrapbooking Convention i Jylland

Jeg skal for første gang deltage i en Convention - og ovenikøbet som butik.
Du kan læse mere om arrangementet her:

Tilmelding sker via denne side:
http://li-om-hjoernet-shop.dk/shop/product_info.php?products_id=374

Du kan være helt sikker på, at jeg vil have både nyheder og masser af gode tilbud med !!

mandag den 1. oktober 2007

En spæd begyndelse på en BOM ??

Forleden aften deltog jeg i en udfordring på et af de scrap-forums jeg er med i.
Opgaven var at lave et LO (layout) ud fra en bestemt skitse - nemlig denne her: http://3.bp.blogspot.com/_cdULt3eZw-8/Rt3KcJY3t3I/AAAAAAAABek/RTlicZtokgw/s1600-h/skiss100.jpg.

Jeg valgte så at lave denne her med overskriften "Min Hobby":



Mange scrappere starter på et tidspunk på en såkalt BOM (står for "Bogen Om Mig" eller "Book Of Me") - måske er denne side den første i 'min' BOM !??

I skal da osse lige have et billede af hvordan mit hobbybord så ud, da jeg var færdig med ovennænte side:Som I kan se, så er jeg nok noget nær jordens største rodehoved (men som jeg plejer at sige... ..."Hvis et rodet skrivebord er tegn på, at her sidder der et rodehoved - hvad er et tomt skrivebord så ??")

Og så brugte jeg i øvrigt en stor del af søndag formiddag på at rydde op i hobbyrummet, hvilket var MEGET tiltrængt - som I ved, så laver jeg rigtig mange kort med punchede blomster, og bl.a. har jeg ikke altid så meget tålmodighed til at lede efter papirstumper, som der allerede ER punchet i . . . . . så er det nemmere lige at tage et nyt stykke papir eller karton. Med det resultat at jeg har en ca. 10 cm høj stabel papir og karton liggende, hvor der i mange af dem kun er punchet lidt i hjørnerne. Og jeg nænner aldrig at smide noget væk, så jeg har ca. 1 million små stumper fra størrelse 2x2 cm og opefter liggende i alle mulige farver og mønstre.

Så nu har jeg lovet mig selv at få brugt nogen af alle resterne, inden jeg tager hul på noget nyt. Så forhåbentlig kan jeg snart vise jer en stribe kort, hvor jeg får anvendt en masse små stumper (f.eks. de såkaldte 'scrap-cards').

torsdag den 27. september 2007

Bidt af Scrapbooking

Må altså indrømme, at jeg er ved at være rimelig hooked på det her med at 'scrappe' - det er SÅ sjovt at bearbejde sine fotos på en måde, så de ikke bare sidder i fotoalbummet side og side.

I går blev jeg inspireret af Månedens Tema "Vand" på http://thescrapcat-challenge.blogspot.com/ , så jeg fandt en indscanning af et gammelt billede af min lillebror og jeg fra starten af 70'erne (og derfor var det jo oplagt at bruge noget retro-papir som baggrund):

Efter jeg er begyndt at scrappe, så er jeg osse begyndt at lave kort, som slet ikke er i den stil, som jeg plejer at lave. Motivet af kaninen er stemplet, og så har jeg farvelagt det bagefter (med de flydende farver fra 'Memories', som egentlig er ’refills’ til stempelpuder).
I bedste ’scrapbooking-stil’ har jeg osse sværtet kanterne på såvel motivet som baggrundspapiret med stempelsværte . . . . . jeg er bange for, at jeg er ved at være godt grebet af scrappe-dillen - især fordi så mange af teknikkerne kan overføres til kort.

tirsdag den 25. september 2007

Banner-reklame

I dag har jeg siddet og puslet med at lave en ny bannerreklame for min webshop.
Det kom der dette resultat ud af:

Blomsten på banneret er taget fra et kort jeg lavede forleden dag...

tirsdag den 18. september 2007

Et kig ind i 'butikken'

Det er rigtig hyggeligt, når nogle af mine kunder indimellem finder tid til at kigge ind i min lille butik, som foreløbig er indrettet i den ene stue i vores hus.

Jeg har jo indtil videre kun åbent efter aftale - men det er der heldigvis osse allerede flere der har benyttet sig af hen over sommeren.
For jer, der ikke har været indenfor endnu, kommer lige et lille kig:


Det er tanken, at der med tiden skal indrettes en egentlig butik i en del af staldlængen, men da det er noget Claus (min mand) kun går og sysler med, når han har fri, så kommer det nok til at tage et stykke tid endnu.

Men indtil da, skal I allesammen være velkomne til at kigge indenfor, hvis vejen skulle falde forbi Samsø.

torsdag den 6. september 2007

Hjemme igen fra messe


Messen er nu vel overstået, og varerne er nu pakket ud og lagt på plads i butikken igen (det er altså den kedeligste del af arbejdet...).

Alle de kort vi viste på messen, bl.a. til de forskellige pakkeløsninger vil blive lagt ud på nettet, efterhånden som vi får dem fotograferet
KLIK HER: http://nph.dk

Jeg vil gerne takke alle mine kunder for den store interesse I viste min stand på messen. Jeg ved også, at mange gik forgæves, da der i perioder stod mennesker i flere lag, så det ikke var muligt at komme til.

søndag den 5. august 2007

Kreativ Fritid 2007 - Husflidsmessen

I år skal jeg for første gang deltage på messen i Viborg:
fredag d. 31. august
lørdag d. 1. september
søndag d. 2. september

Jeg har allieret mig med Gitte (fra det tidligere Nordisk Papir Hobby) samt Karina og Gurli, som vil hjælpe mig med at demonstrere Floral Punch Craft på standen.

Derudover vil du kunne se:
- Voksmaleri (enkaustic)
- Stempel Hobby
- Papirfremstilling
og hvad jeg nu ellers kan finde på at medbringe

Har du nogle bestemte ønsker til hvad jeg skal have med, så er du velkommen til at kontakte mig - så vil jeg se, om jeg kan finde plads i bilen !!

Jeg glæder mig til at hilse på en masse af mine kunder i løbet af weekenden.
I kan læse mere om messen her:
http://midtjysk-viborg-husflid.dk

P.S. Messedeltagelsen betyder desværre osse, at jeg har måttet melde afbud til årets træf med www.rokken.dk - men jeg håber at kunne mødes med alle "rokkerne" en anden god gang :o)

torsdag den 2. august 2007

Kommet igang med at scrappe

Så er jeg langt om længe kommet i gang med at scrappe - altså at lave sider til en scrapbook.
I første omgang er der ikke den store sammenhæng mellem de sider, jeg har lavet, men man skal jo starte et sted... :o)

Det første LO (layout) jeg har lavet er baseret på nogle billeder, der efterhånden har en del år på bagen. Det er fra en sommerferie på Samsø, hvor vi trak ro-båden hele vejen ned til stranden ved hjælp af en bådtrailer med to punkterede hjul. Men vi fik da roet os en lille tur op og ned langs stranden...

Det andet LO er med billeder fra sidste års sommerferie ved Lago di Garda.
Vi var en tur med svævebanen op til Monte Baldo bjergkæden, hvor der er en fabelagtig udsigt over hhv. søen på den ene side og Adige-dalen på den anden.
Vi var heldige at se murmeldyr, der tumlede rundt i den tidlige morgenstund, før de store hobe af turister dukkede op, og jeg fandt da osse en enkelt edelweiss, som blev foreviget med kameraet :o)

onsdag den 9. maj 2007

Blomsterkort

Nu er mit nye, dejlige hobbyrum blevet indrettet med masser af bord- og hyldeplads. Så der er endelig blevet mulighed for at lege lidt med floral punch craft igen.
Det er der bl.a. kommet disse kort ud af, og derudover har jeg fået lavet en masse forskellige blomster og blade klar, så de er lige til at lime på kort, efterhånden som inspirationen indfinder sig...

Næste projekt er at få taget nogle billeder undervejs, så jeg kan få lavet nogle trin-for-trin vejledninger til nogle af tingene.

tirsdag den 17. april 2007

Tid til at "lege" lidt igen

Nu begynder vores nye hus efterhånden at ligne et hjem (læs: vi roder ikke helt så meget mere som i starten), butikken er blevet pakket ud og jeg har fået en frygtelig masse nye varer hjem, som nu er ved at være lagt ind i webshoppen.

Så i dag var der endelig tid til at lege lidt selv, og jeg fik lavet ca. 25 ark håndlavet papir i A5-format. Jeg skulle bl.a. afprøve noget rødligt savsmuld, som jeg havde fået forærende, og efterhånden som man kommer igang med at støbe papiret, så dukker der nye idéer op.
Så noget af papiret har fået tilsat en håndfuld tørrede påskeliljer, mens andre har fået iblandet lidt blendet avispapir eller servietter.
Hele molevitten hænger nu til tørre på stativet i fyrrummet, så nu er det bare at vente på resultatet - sådan noget papir ser jo ofte helt anderledes ud, når det først er tørt.

mandag den 26. marts 2007

Så skal der pakkes ned

Som flere af jer allerede ved fra mit nyhedsbrev, så har jeg nu haft flytte-uldsalg over et par uger, for at få tyndet lidt ud i varelageret.
Og det gik jo over al forventning, så nu er der heldigvis ikke nær så mange ting, der skal flyttes med over til Samsø :o)

Nu har jeg lukket butikken ned, men du er stadig velkommen til at kigge ind på http://hobbyboden.dk og se om der skulle være nogle idéer du kunne bruge.

Mens butikken er lukket ned, vil jeg også rydde lidt op i sortimentet, så der kan blive gjort plads til en masse nye og spændende varer, bl.a.:
  • Scrapbooking - Udvalget til scrapbooking vil blive udvidet, med bl.a. syrefrit karton i 30x30 og med masser af tilbehør og klæbeprodukter.
  • Stempler - "Rubber Stamping" er utrolig populært i udlandet, og det er ikke uden grund !! Jeg forventer at få en serie helt unikker stempler hjem til butikken og masser af tilbehør som f.eks. stempelpuder i masser af farver samt embossingpulver.
  • Håndlavet Papir - Man kan hurtig blive grebet af at lave sit eget smukke papir til brug som f.eks. baggrunde til kort. Der vil komme forskellige værktøjer, råmasser og tilbehør i butikken.
  • Floral Punch Craft - Udover flere nye punches og nyt værktøj, vil der også komme farvet papir i mange forskellige varianter.
  • Voksmaleri (encaustic) - Det har været en succes indtil videre, så også her vil sortimentet blive udvidet, med bl.a. flere farver voks i "løs vægt".

lørdag den 17. marts 2007

Voksmaleri / Encaustic

I dag har jeg været på et rigtig spændende kursus i voksmaleri (encaustic).

Kurset var på 4 timer, og det var utroligt spændende. Alle de grundlæggende teknikker blev gennemgået (landskaber, abstrakt, servietteknik, malejern, malepistol (malepen). Jeg fik en masse små prøver med hjem, så nu skal jeg i gang med at lege videre herhjemme...



Kurset foregik på Amager og var arrangeret af http://www.slott.dk/encaustic.htm - der bliver løbende arrangeret kurser for både begyndere og øvede i de forskellige teknikker. Kan klart anbefales !!

onsdag den 14. marts 2007

Floral Punch Craft

Jeg kom hjem i går aftes efter tre fantastiske dage, hvor jeg deltog i en workshop med Floral Punch Craft.

Det var rigtig spændende at lære teknikken fra bunden, for man lærer altså bedst, når man prøver tingene selv. Og så oven i købet prøve, at blive vejledt af verdens bedste lærere indenfor området (Leone) !!

Vi lavede faktisk kun 5 (fem !!) kort - så taget i betragtning, at det var i løbet af 25-30 timers intensiv undervisning, så er det altså IKKE lige den slags kort, der ender i 10-kroners kassen...

I får lige en smagsprøve på, hvad det er jeg har lært på kurset:


Når vi engang er flyttet til Samsø, så håber jeg på, at jeg får tid til at holde nogle små kurser i de grundlæggende teknikker - men mere om det til den tid :o)


onsdag den 7. marts 2007

Jubiii - nu skal jeg snart på kursus

Jeg har været så heldig at blive inviteret med til en 3-dages workshop, hvor selveste Leone Em (alle jer, der laver Floral Punch Craft, ved sikkert hvem jeg snakker om) skal lede slagets gang.
Det bliver rigtig spændende at lære det hele fra bunden + at lære alle teknikkerne af hende, der har opfundet dem...

Jeg vender selvfølgelig tilbage, når workshoppen er overstået og deler et par fif eller tre med jer :o)

mandag den 26. februar 2007

Ny Workshop - Spare-stickers

Flere af mine kunder har spurgt til teknikken, hvor man kan bruge resterne fra sine stickers - og dermed i mange tilfælde få dobbelt så meget ud af hvert enkelt ark.

Så nu har jeg lavet en workshop - altså en beskrivelse med billeder, så du kan se, hvordan jeg gør:
http://hobbyboden.dk/stickers.htm

Voksmaleri / Encaustic

Æv - jeg skulle have været på kursus i voksmaleri i lørdags - men det blev desværre aflyst pga. vejret. Men sådan noget er vi jo ikke selv herrer over, så jeg håber, det bliver muligt at komme med en anden gang.
For det er helt bestemt en rigtig spændende teknik, som jeg allerede har siddet og leget en del med selv. Men kan heldigvis komme langt vha. de bøger og dvd'er, der findes.

Til butikken har jeg derfor også taget de forskellige materialer hjem (voks i forskellige farver, malekarton, malejern, værktøj og tilbehør.

fredag den 16. februar 2007

Bittesmå kort til barselsgaver

I sidste uge fik jeg en rigtig sjov opgave fra Bente fra Gudmindrupgarn: - Kan du ikke lave 18 små kort i str. 5x5 cm, som vil passe til barselsgaver?

Jojo - det kunne jeg da. Så jeg gik straks i gang. Og det viste sig at være en rigtig spændende udfordring at lave de småbitte kort. Samtidig er det alletiders måde at få brugt alle sine små rester af papir, bånd og forskelligt tingeltangel, som man nu har liggende.

På dette link kan i se, hvad kortene bruges til:
http://hundeuld.dk/BB%20barselindex.html

søndag den 4. februar 2007

Flere workshops på vej...

Tusind tak til alle jer, der er kommet med input til emner til workshops.
Foreløbig har jeg planer om at tage følgende emner op hen ad vejen:
  • Flere blomster - f.eks. Asters, Hortensia, Morgenfrue, Rhododendron, Lilje, Fransk Anemone, Julestjerne og så findes der jo osse masser af Fantasi-blomster man kan lave.
  • Arragement af blomster på kort - hvordan man får blomster- og blade-arrangementerne til at blive levende.
  • Stickers-rester - en smart måde at få brugt dine stickers-ark op
  • Embossing med lyskasse
  • Embossing med Fiskars Shape Boss systemet
  • Iris-foldning
  • Brug af eye-lets (snøre-ringe)

Du er selvfølgelig meget velkommen til stadig at komme med flere forslag til emner, der kunne tages op.

søndag den 28. januar 2007

Og så blev workshoppen færdig...

Du kan finde rose-workshoppen her:

http://hobbyboden.dk/rose.htm

- jeg håber at I vil få glæde af den, og jeg glæder mig til at høre jeres tilbagemeldinger :o)
Er den f.eks. til at forstå, og er der evt. andre ting, I kunne tænke jer blive taget op på denne måde !?

tirsdag den 23. januar 2007

Rose Workshop på vej...


Her på det seneste er der flere der har spurgt til roserne, som jeg laver med udstansede blomster.
Jeg vil derfor se, om jeg ikke kan få lavet en billedserie, hvor jeg viser trin-for-trin præcis hvordan jeg gør. Det er nemlig slet ikke så svært som man tror - men man skal selvfølgelig lige kende fiduserne :o)

Andre ting på bedding (inspirationsbilleder og/eller workshops) er:



  • Inspiration til serier til f.eks. bryllup eller konfirmation med invitationer, menu, bordkort, kirkehæfter, takkekort osv.

  • Drenge-kort - især aldersgruppen 12-18 år kan være rigtig svær at finde på nyt til.

  • Broderede kort - som jo er den helt store dille i øjeblikket

søndag den 21. januar 2007

Hobbyboden har fået sin egen blog

I dag har jeg oprettet denne blog, som knytter sig til min butik på nettet: Hobbyboden.

Jeg synes selv, at det kunne være lidt hyggeligt at fortælle lidt om, hvad der sker af nyt i butikken og hvad jeg ellers går og pusler med. F.eks. hver gang jeg får nye materialer til butikken, så skal jeg jo også liiiiige lege lidt med tingene selv, for at finde ud af hvordan de er at arbejde med, og hvad man kan bruge dem til :o) Og så kan jeg jo passende fortælle om mine erfaringer her.

Her i bloggen vil jeg også fortælle løst og fast om, hvad der er af nye tiltag i butikken.

Og så vil det glæde mig rigtig meget at høre jeres kommentarer og spørgsmål til såvel siden, som materialer, teknikker osv. osv.

Du er også meget velkommen til at tilmelde dig mit sædvanlige nyhedsbrev her: http://gittes.dk/nyhedsbreve.htm
- det er nemlig ikke meningen at denne blog skal erstatte nyhedsbrevene - den er mere ment som et supplement til dem :-)

Det er også stadig min mening løbende at udbygge min inspirationsside http://hobbyboden.dk , hvor du allerede nu kan finde inspiration til flere forskellige teknikker samt et mini-leksikon over forskellige kortmager-fagudtryk !!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...