søndag den 15. juni 2014

Cut-Rite Wax Paper - en fed teknik

Skrevet af: Gitte Grønfeldt

Da jeg var på CHA-messe i januar måned, deltog jeg bl.a. på et kursus arrangeret af Hero Arts.
Vi lavede fire-fem forskellige kort  -  heriblandt et par stykker instrueret af Sandy, som er initiativtageren til det amerikanske Operation Write Home (forbilledet for det danske Operation Skriv Hjem, som Charlie har startet).

Sandy lærte os om en supersmart teknik, som hun havde brugt til noget ensfarvet karton, og jeg giver hermed idéen videre.

Måske kender du allerede Cut-Rite Wax Paper, som er et amerikansk husmoderprodukt. Det er et tyndt papir i rulle, med et vandafvisende vokslag på begge sider.
Det er supergodt at bruge til dies der driller, når udskæringerne hænger fast nede i dem. Her kommer du et stykke af vokspapiret ind mellem die'en og kartonen og nu vil du opleve at motivet let og problemfrit smutter op af die'en igen.



Men har du tænkt på at det udskårne vokspapir også kan bruges til en spændende resist-teknik?
Du lægger motivet ind mellem to ark karton (der er jo voks på begge sider, så du kan lige så godt udnytte det).
Herefter stryger du frem og tilbage ovenpå med et varmt strygejern i ca. 1 minut. Pas på ikke at komme til at skubbe for meget, så motivet rykker sig.


Der sker nu det, at voksen på papiret smelter og suger over i kartonen.
Her kan du svagt se hvor voksen har lagt sig.


Da voksen er  vandafvisende, kan den derfor bruges til den resist-teknik (resist betyder modstå eller afvise), hvor du sværter med Distress Ink ovenpå. Sværten er nemlig vandbaseret og derfor vil områderne med voks IKKE tage imod farven, og så kommer voks-mønsteret til at træde tydeligt frem.
Jeg bruger sværterne sammen med Ink Blending Tool, for at få farverne fordelt jævnt.



Til de færdige kort har jeg endvidere stemplet en tekst og skåret den ud med en Marianne die.
Før jeg tog den udskårne og embossede udskæring ud af die'en, sværtede jeg lige kanterne forsigtigt med en lys sværte. På den måde kommer der en hvid kant hele vejen rundt, dér hvor die'en har dækket.


Til sidst er kortet monteret færdigt - med skumpuder under tekst-skiltet og med en tilfældig udskåren stump af den hønsetråd jeg skar først med Wax Paper imellem.






5 kommentarer:

  1. Det så bare SÅ fint ud, da jeg så det forleden. Tak for fin tut.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for en super idé, dejligt at blive inspireret til at afprøve nye teknikker.

      Slet
  2. ja det har været meget brugt "derovre" de sidste par år med denne teknik, og det ser faktisk rigtig fedt ud, og man kan lave mange flotte ting med det.

    SvarSlet
  3. SMART - ja Sandy er en UTROLIG kvinde som jeg desværre aldrig har mødt men kender rigtig godt via nettet. Hun når det utroligste i sin hverdag og er fantastisk kreativ og dygtig. Hun har sågar sponsoreret præmier til OSH på et tidspunkt. Tak for kigget.

    SvarSlet
  4. Super fine teknikker, der helt sikkert skal prøves af!
    Tak for god inspiration.
    Ønsker en dejlig dag herfra.
    Kh. Anette

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...