fredag den 28. september 2012

Gang i kortfabrikken

I går aftes til Klippe- og Klistreaften i butikken, stod der - for mit vedkommende - OSH-kort på programmet.
Og jeg fik sør'me lavet hele 31 julekort til det gode formål !!

OK - det var også nogle forholdsvis nemme løsninger jeg valgte.
Jeg havde nemlig et par kasserede blokke liggende med færdige kortbaser med en fin bort nederst.

Og så var det bare at finde på noget nem pynt (udover et enkelt med en julestjerne lavet af udstansede birkeblade). Det blev mest noget med diverse Hero Arts stempler samt sværter i forskellig farve, nemme juletræer, som simpelthen bestod af udklippede aflange trekanter (á la bannere), udklippede  tekststempler og cirkelpunches.
Til sidst blev nogle af dem piftet op med washi-tape med prikker og striber.








Halloween

Jeg har lavet et halloweenkort selvom det nu ikke er noget vi plejer at fejre hjemme hos os. Men jeg kunne altså ikke stå for det lille græskar, som jeg fandt på pinterest. Græskarret er lavet af 8 ringe, som jeg har lavet ved at punche først med den lille cirkel-punch og derefter med en større cirkel-punch, som jeg vender på hovedet, så jeg kan se, hvor den lille cirkel ligger, for at lave en fin ring.


Alle ringe foldes på midten og sættes sammen en efter en til et halvt græskar, som monteres på kortet og afsluttes med lidt grønne strimler som stilke.


Nå ja og så fik jeg også lige brugt  mit nye alfabet. Jeg er vild med de muligheder jeg har med alfabetet, hvor jeg både kan bruge den spinkle kant og jeg kan bruge det massive bogstav indeni. Her har jeg brugt en kombinaion. Alfabetet finder du her.

torsdag den 27. september 2012

Julekort med embossing folders

Diverse embossing folders gør det nemt at lave simple kort. Med den embossede baggrund kræver kortet ikke meget pynt. Men nogle gange kan man godt synes at det er for meget med en hel embosset baggrund. Her er et par eksempler på julekort, hvor kun en del af kortet er dækket af den embossede baggrund - resten af kortet er dækket af et matchende stykke mønsterpapir.

På det ene kort er der embosset i mønsterpapir og på det andet er det karton. Jeg har brugt en embossingfolder med teksten merry christmas, men det kan også være anden tekst eller det kan være en af de mange mønstre.



tirsdag den 25. september 2012

Juletræ af grene

På messen i Viborg demonstrerede vi bla. Bigshot. Jeg brugte meget en gren fra dette sæt til at vise hvor fantastisk big shotten er. Det gjorde at jeg i løbet af dagen fik en god stak grene, som lå i en bunke og det gav  mig den ide at prøve at bygge et juletræ op af grene. Jeg skar en stak grene i en serie med grøn/brune farver og lavede et juletræ. Ideen kan også bruges med andre grene eller blade. Prøv det :)



mandag den 24. september 2012

Staniol til embossing

Metal-folie giver en god effekt på kort er er genialt til embossing med embossing folders. Men hvis man ikke lige har metalfolie i huset kan ganske almindeligt staniol bruges. Man skal bare være opmærksom på at lime det på hele overfladen ellers vil det slippe i kanterne. Limen kan nemt fordeles på overflade vha. en Brayer. Brayeren fås i flere størrelser. Staniolen limes på et stykke almindeligt karton. Dette tørrer inden det lægges i en embossing folder og køres gennem Big Shot eller lignende maskine. Metal-kartonet er nu klar til at blive brugt enten som man normalt bruger mønsterpapir eller til at udskære motiver. På kortet herunder har jeg udskåret en sommerfugl med den lækre sommerfugle die fra Sizzix.



søndag den 23. september 2012

Sommerfuglekort

Inspireret af det første billede fra denne uge har Heidi også lavet et par søde og enkle sommerfuglekort.
Teknikken er ens for begge kort. Her er brugt det smarte sommerfugle stansejern med tre forskellige sommerfugle i samme størrelse. Nederst en kulørt som er massiv, og ovenpå den en hvid i hulmønster.



Teksten er lavet ved at klippe strimler af karton i en bredde der passer til en dymo. Så er der skrevet på dem med dymoen, der er distresset med lidt sandpapir og til sidst er bogstaverne trukket op med en tynd pen. De er monteret på kortet med små brads.


/Gitte

lørdag den 22. september 2012

Inzpira ide til bøgerne

I det allerførste Inzpira blad var der en ide med upcycling - nemlig bogstøtter lavet af gamle singler. Jeg var helt vild med ideen og købte gamle singler i Retroen i Odder men fik det aldrig lavet - nu er det gjort :-)

det er faktisk temmeligt simpelt. Du tager en single og en varmepistol. Varm singlen op på tværs i den højde du ønsker at bukke den, og når den begynder at blive blød så bøjer du den og holder den i position indtil den er kold igen.

Husk at den skal bukkes til lidt mere end lodret sådan at den trykker sig ind mod bogen.


/Gitte

Fire stempler - tre kort

Jeg har leget lidt mere med de skønne peg-stamps, og det kom der bl.a. disse tre kort ud af.
Det sjove er, at de er lavet med de samme fire forskellige stempler og med samme opbygning. Men farvevalget (stempelsværter og baggrundskarton) alene gør, at de bliver ret så forskellige alligevel.




torsdag den 20. september 2012

Leg med Oliekridt

Dagens ide er fundet på pinterest.com. Jeg har set disse billeder masse af gange derude men har aldrig rigtig haft mod til at lave et selv, men nu er det gjort.
Processen er som følger:
Køb nogen pakker oliekridt og et lærred
Placer farvekridtene øverst på rammen i den rækkefølge du ønsker dem
Tag nu en ad gange, løft den op og put lim på undersiden af kridtet. jeg brugte denne lim
Når alle er limet fast så placerer du lærredet med noget under den ende hvor kridtene sidder så lærredet ligger skråt (for at malingne kan løbe)
Og så er det frem med varmepistolen. varm det stille og roligt op, vær opmærksom på at det lyse virker til at smelte hurtigere end det grønne :-)
Vinklen du har lagt billedet i bestemmer hastigheden de tløber med.
I nederste højre hjørne har jeg stemplet teksten "if you are feeling BLUE try painting yourself a different colour". Her har jeg brugt archival ink.



Og vupti et sjovt og anderledes (og glad i låget :-)) billede.


/Gitte

tirsdag den 18. september 2012

Indretning med mere...

I denne uge vil mine indlæg nok bære lidt præg af at jeg har købt hus og har fokus på at lave sjove og anderledes ting til indretning :-)

Den første ide kommer nu fra Heidi, og inspirationen kom fra et billede vi så i IKEA og tænkte - det kan vi da selv lave. Så i stedet for at købe billedet så købte vi bare en dyb 30X30 cm ramme derude.

Heidi har brugt 3 forskellige punches med sommerfugle for at have lidt variation i faconen og størrelsen på dem.
Først er der udstanset 3 stk af hver størrelse i lille mønster papir, og derefter et tilsvarende antal i hvid karton.

De lilla blev limet helt fladt på det hvide baggrundskarton, bemærk at den øverste til venstre på billedet nedenfor faktisk er limet på med den mørke lilla side af papiret opad i modsætning til resten der har den lyse side opad. Dette for at få en lille detalje der fanger øjet når man kigger på billedet.
Derefter har de 9 hvide sommerfugle fået et buk på begge vinger så de flyver ud af billedet og de er så limet ovenpå deres lilla søstre :-)
den lille tekst "fly away with me" er lavet ved at klippe et stykke hvidt karton i samme bredde som en dymostrimmel, og så er den ellers kørt igennem en dymomaskine. Efterfølgende er bogstaverne lige trukket en smule op med en tynd lilla tusch. Sidst men ikke mindst monteres teksten på billedet med brads.

/Gitte

mandag den 17. september 2012

Blå blomst

Endnu et kort med en CreaLies blomst  -  lavet i Maja Design mønsterpapir, hvorfra mønsterpapiret i baggrunden også stammer.
Fyrregrenen bag blomsten er fra Tim Holtz / Sizzix (fra den strips die, der hedder Festive Greenery) og stanset ud i beige karton, som jeg har sværtet med mosgrøn sværte i kanterne.
Det hele er sat på en udskåret, embosset og sværtet oval fra Spellbinders.





søndag den 16. september 2012

Prima Romance Novel

Af de mange prima blokke, der er kommet i den seneste tid, er Romance Novel en af mine favoritter. Den har mørke romantiske motiver og er super lækker...

Jeg har brugt en skitse fra www.pagemaps.com , der er netop kommet nye kortskitser, som jeg varmt kan anbefale, hvis man går lidt i stå en gang i mellem.


Papiret er sværtet med Distress ink, walnut stain. Den passer super godt til denne papirsserie, der jo i forvejen sværmer lidt for de mørke farver!.

Sommerfuglene er fra Studio Calico og kan købes her:
http://gittes.dk/shop/veneer-shapes-butterflies-17213p.html de koster 35 kr for en pakke og der er 20 stk. i.

Jeg har sværtet dem med distress ink i to farver og så sprøjtet dem med perfect pearls opløst i vand. Så får de en glitrende overflade og bliver rigtig lækre.


På teksten står der: "Når jeg tænker på dig, længes jeg hjem". Jeg har printet et ark ud på computeren med små tekster, nogen gange er det godt at snyde lidt, hvis man ikke lige kan få det, man gerne vil have som stempel ;-)

Håber I alle har haft en rigtig god søndag..

Vinderen af maling-, mist- & maske-konkurrencen

Så kom afsløringen endelig, - og om få sekunder ved du, hvem vinderen af griserikonkurrencen er.
Lykkens gud(inde) blev Jeanne's søn Magnus på 3 år, fordi han også havde været god til at grisse, som det nok kan ses på billederne ;-)
Vi lader billedserien nedenfor tale for sig selv...











Stort tillykke til vinderen! Du bedes tage kontakt til Gitte (blog@gittes.dk), og så håber vi at du vil vise, hvad gevinsten blev :)

Tak fordi I ville lege med!

Scraphilsner fra Gitte og Jeanne

lørdag den 15. september 2012

Peg Stamps - Første forsøg

Jeg var meget i tvivl om, om jeg skulle vise jer disse her  -  men så tænkte jeg, pyt  -  I andre har såmænd også godt af at se, at jeg også må famle mig lidt frem og forsøge mig frem, når der dukker nye teknikker op.

Disse to er mine allerførste forsøg med Peg Stamps, som er lange træpinde med et gummistempel i enden, og som har små søde motiver som kan sammensættes i det uendelige.
Én af de ting, der gør dem lette at bruge er, at de har en markeringslinie på den side af stemplet som angiver den lodrette placering, typisk dér hvor der er en stilk. På den måde er det let hele tiden at følge med i hvad vej motivet vender, uden at man behøver at løfte stemplet op og kigge efter.
Når man stempler, så kan man med fordel nøjes med at dyppe i sværten for hvert andet eller tredje aftryk  -  på den måde får man flere nuancer af samme farve.

Jeg ved godt, at stemplingen på mine eksempler her på ingen måde er perfekt  -  men ville alligevel dele hvor nemt det rent faktisk er at bruge stemplerne, at man kan få noget brugbart ud af det efter ganske få forsøg.



fredag den 14. september 2012

En hilsen i skrivemaskinen...

Kortet her er lavet med skrivemaskine-die'n fra Tim Holtz / Sizzix, og så er der sat et stykke papir ned i maskinen med en stemplet tekst på.
Blomsten er lavet med en CreaLies die, og papiret er fra 6x6" blokken PB&J fra Basic Grey.


Dagens andet kort er lavet med papir fra Maja Design.
Der er brugt dies fra tre forskellige firmaer, hhv. en blomst fra CreaLies, et blad fra Marianne Design og boblerne i baggrunden samt swirl'en er dies fra Memory Box.


torsdag den 13. september 2012

Lidt fra den enkle afdeling

Endnu et par kort fra demo-bordet på standen i Viborg.

Det første er med en die fra Memory Box, hvor kartonen har været en tur igennem Big Shot med en prikket embossingfolder for at give lidt sjov struktur.
Det blå mønsterpapir er fra Maja Design.


Det andet er lavet med CreaLies blomster i fem forskellige størrelser sat på mønsterpapir.
Papiret er fra 6x6" blokken PB&J fra Basic Grey.






onsdag den 12. september 2012

CreaLies blomster på den "våde" måde

På weekendens messe i Viborg viste vi bl.a. hvordan man kan bruge de lækre dies fra CreaLies til at lave superflotte hjemmelavede blomster med.

Blomsterne er alle mere eller mindre lavet ud fra den metode, der beskrives her:
http://vintageudfordring.blogspot.dk/2010/08/blomstertutorial-retro-flower-punsh-da.html
Men i stedet for ensfarvet karton, er der til de to rosa blomster brugt mønsterpapir fra Maja Design.




Så var der noget med et bryllup

Jeps.. og så skulle der jo gang i bryllupskortene..

Her har jeg brugt Pion Design papir. Faldt pladask for den smukke grønne nuance. Jeg har brugt forskellige prima blomster og en enkelt hæklet blomst. En kageserviet er sat under det miderste stykke mønsterpapir og det hele har fået lidt sværte i kanten.

Jeg har brugt bogstaver ligeledes fra Prima og små perler overalt. Og så har jeg stemplet ordet "imagine" i højre hjørne.


Inden i kortet har jeg stanset med en stor Martha Stewart punch med hjerter. Den er perfekt til lejligheden.. faktisk er det gået hen og er blevet min ynglingsborder punch for tiden. Kortet kan tages ud og har fået rundet hjørner og sværte i kanten. Jeg håber I kan lide kortet og at I kigger tilbage i morgen til endnu et bryllupskort ;-)

tirsdag den 11. september 2012

Et bryllupskort ...

Så er der lige et enkelt bryllupskort... Jeg har brugt Primas nye serie Tea Thyme. Den er super romantisk og går derfor rigtig godt til bryllupstemaet. Faktisk er der kommet mange nye pads i 6 *6 i butikken, den seneste tid.
På forsiden her har jeg printet brudeparrets monogram ud og sat på. Og så handler det ellers om blonder, sommerfugle, blomster og perler i et virvar ;-)
Inden i ser kortet sådan her ud..
(jaaaaaaaaa... det vender på hovedet.. men blogger driller mig altså lige lidt.. )
Der er små sommerfugle stemplet på skrivefeltet og små perler sat i siden.
Bagsiden er beklædt med et af de mørkere papirer fra blokken, hvilket skaber en sød naturlig afslutning. Håber I alle har en god aften..

Inspireret af sidste uges gæstedesigner

Måske var du forbi DT (design team) bloggen i sidste uge og så Jette Jensens skønne kort? Ellers så kan du gøre det nu  -  og se på al den spændende inspiration hun har givet hele den forgangne uge.
Eller du kan tage et kig på Jettes egen blog her: http://jettejensen21.blogspot.dk/

På weekendens messe i Viborg legede vi også lidt med metaltape  -  inspireret af Jette's stil.

Bl.a. blev det til disse to kort.

På det første kort er det "bare" et enkelt udstanset blad i karton påklæbet metaltape (die'en er fra Marianne Design) og det er sat sammen med en blomst lavet af en die fra CreaLies
Papiret er fra 6x6" blokken PB&J fra Basic Grey.



På det andet kort er der lagt udstansede blade i karton (Marianne Design die) på et stykke karton med canvasstruktur, og ovenpå er der klæbet strimler af aluminiumstape. Herefter har det været en tur igennem Big Shot med embossingpladerne, så metaltapen blev trykket helt ned omkring udstansningerne og så canvasstrukturen fra kartonen nedenunder fremhæves. På den måde kan man lave sine egne sjove baggrunde i metal.



Så var der Leif, der blev 70 ;-)

Og han skulle da have et kort...

Så jeg lavede dette penge-kort til ham. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad denne type kort hedder, men jeg plejer at kalde dem pengekort, da jeg altid laver dem til penge-gaver.


Papiret jeg har brugt er fra Prima og det samme er bogstaverne. Jeg har stanset kanten med en martha staward punch i en fin blonde. Små blomster og perler pryder forsiden og jeg har stanset en stjerne ud, som underlag for tallene, der er hævet lidt fra kortet, for at skabe dimension.

Fra under stjernen kommer der en lille sort swirl, der er skåret ud med en die fra Memorybox.


Sådan ser kortet ud inden i. Jeg har stukket et løst kort ned i lommen, til at skrive hilsnen på. Hjørnerne er rundet og kortet er sværtet i kanten med distress ink.
Jeg har stemplet mønstret på den ene halvdel, med mit Hero arts baggrunds cling stempel og antique linnen distress ink.
Tak fordi I kiggede med i dag, håber alle nyder tirsdagen.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...