Skrevet af: Gitte Grønfeldt
Da jeg var på CHA-messe i januar måned, deltog jeg bl.a. på et kursus arrangeret af Hero Arts.
Vi lavede fire-fem forskellige kort - heriblandt et par stykker instrueret af Sandy, som er initiativtageren til det amerikanske Operation Write Home (forbilledet for det danske
Operation Skriv Hjem, som Charlie har startet).
Sandy lærte os om en supersmart teknik, som hun havde brugt til noget ensfarvet karton, og jeg giver hermed idéen videre.
Måske kender du allerede
Cut-Rite Wax Paper, som er et amerikansk husmoderprodukt. Det er et tyndt papir i rulle, med et vandafvisende vokslag på begge sider.
Det er supergodt at bruge til dies der driller, når udskæringerne hænger fast nede i dem. Her kommer du et stykke af vokspapiret ind mellem die'en og kartonen og nu vil du opleve at motivet let og problemfrit smutter op af die'en igen.
Men har du tænkt på at det udskårne vokspapir også kan bruges til en spændende resist-teknik?
Du lægger motivet ind mellem to ark karton (der er jo voks på begge sider, så du kan lige så godt udnytte det).
Herefter stryger du frem og tilbage ovenpå med et varmt strygejern i ca. 1 minut. Pas på ikke at komme til at skubbe for meget, så motivet rykker sig.
Der sker nu det, at voksen på papiret smelter og suger over i kartonen.
Her kan du svagt se hvor voksen har lagt sig.
Da voksen er vandafvisende, kan den derfor bruges til den resist-teknik (resist betyder modstå eller afvise), hvor du sværter med
Distress Ink ovenpå. Sværten er nemlig vandbaseret og derfor vil områderne med voks IKKE tage imod farven, og så kommer voks-mønsteret til at træde tydeligt frem.
Jeg bruger sværterne sammen med
Ink Blending Tool, for at få farverne fordelt jævnt.
Til de færdige kort har jeg endvidere stemplet en tekst og skåret den ud med en
Marianne die.
Før jeg tog den udskårne og embossede udskæring ud af die'en, sværtede jeg lige kanterne forsigtigt med en lys sværte. På den måde kommer der en hvid kant hele vejen rundt, dér hvor die'en har dækket.
Til sidst er kortet monteret færdigt - med skumpuder under tekst-skiltet og med en tilfældig udskåren stump af den hønsetråd jeg skar først med Wax Paper imellem.