søndag den 5. august 2007

Kreativ Fritid 2007 - Husflidsmessen

I år skal jeg for første gang deltage på messen i Viborg:
fredag d. 31. august
lørdag d. 1. september
søndag d. 2. september

Jeg har allieret mig med Gitte (fra det tidligere Nordisk Papir Hobby) samt Karina og Gurli, som vil hjælpe mig med at demonstrere Floral Punch Craft på standen.

Derudover vil du kunne se:
- Voksmaleri (enkaustic)
- Stempel Hobby
- Papirfremstilling
og hvad jeg nu ellers kan finde på at medbringe

Har du nogle bestemte ønsker til hvad jeg skal have med, så er du velkommen til at kontakte mig - så vil jeg se, om jeg kan finde plads i bilen !!

Jeg glæder mig til at hilse på en masse af mine kunder i løbet af weekenden.
I kan læse mere om messen her:
http://midtjysk-viborg-husflid.dk

P.S. Messedeltagelsen betyder desværre osse, at jeg har måttet melde afbud til årets træf med www.rokken.dk - men jeg håber at kunne mødes med alle "rokkerne" en anden god gang :o)

torsdag den 2. august 2007

Kommet igang med at scrappe

Så er jeg langt om længe kommet i gang med at scrappe - altså at lave sider til en scrapbook.
I første omgang er der ikke den store sammenhæng mellem de sider, jeg har lavet, men man skal jo starte et sted... :o)

Det første LO (layout) jeg har lavet er baseret på nogle billeder, der efterhånden har en del år på bagen. Det er fra en sommerferie på Samsø, hvor vi trak ro-båden hele vejen ned til stranden ved hjælp af en bådtrailer med to punkterede hjul. Men vi fik da roet os en lille tur op og ned langs stranden...

Det andet LO er med billeder fra sidste års sommerferie ved Lago di Garda.
Vi var en tur med svævebanen op til Monte Baldo bjergkæden, hvor der er en fabelagtig udsigt over hhv. søen på den ene side og Adige-dalen på den anden.
Vi var heldige at se murmeldyr, der tumlede rundt i den tidlige morgenstund, før de store hobe af turister dukkede op, og jeg fandt da osse en enkelt edelweiss, som blev foreviget med kameraet :o)

onsdag den 9. maj 2007

Blomsterkort

Nu er mit nye, dejlige hobbyrum blevet indrettet med masser af bord- og hyldeplads. Så der er endelig blevet mulighed for at lege lidt med floral punch craft igen.
Det er der bl.a. kommet disse kort ud af, og derudover har jeg fået lavet en masse forskellige blomster og blade klar, så de er lige til at lime på kort, efterhånden som inspirationen indfinder sig...

Næste projekt er at få taget nogle billeder undervejs, så jeg kan få lavet nogle trin-for-trin vejledninger til nogle af tingene.

tirsdag den 17. april 2007

Tid til at "lege" lidt igen

Nu begynder vores nye hus efterhånden at ligne et hjem (læs: vi roder ikke helt så meget mere som i starten), butikken er blevet pakket ud og jeg har fået en frygtelig masse nye varer hjem, som nu er ved at være lagt ind i webshoppen.

Så i dag var der endelig tid til at lege lidt selv, og jeg fik lavet ca. 25 ark håndlavet papir i A5-format. Jeg skulle bl.a. afprøve noget rødligt savsmuld, som jeg havde fået forærende, og efterhånden som man kommer igang med at støbe papiret, så dukker der nye idéer op.
Så noget af papiret har fået tilsat en håndfuld tørrede påskeliljer, mens andre har fået iblandet lidt blendet avispapir eller servietter.
Hele molevitten hænger nu til tørre på stativet i fyrrummet, så nu er det bare at vente på resultatet - sådan noget papir ser jo ofte helt anderledes ud, når det først er tørt.

mandag den 26. marts 2007

Så skal der pakkes ned

Som flere af jer allerede ved fra mit nyhedsbrev, så har jeg nu haft flytte-uldsalg over et par uger, for at få tyndet lidt ud i varelageret.
Og det gik jo over al forventning, så nu er der heldigvis ikke nær så mange ting, der skal flyttes med over til Samsø :o)

Nu har jeg lukket butikken ned, men du er stadig velkommen til at kigge ind på http://hobbyboden.dk og se om der skulle være nogle idéer du kunne bruge.

Mens butikken er lukket ned, vil jeg også rydde lidt op i sortimentet, så der kan blive gjort plads til en masse nye og spændende varer, bl.a.:
  • Scrapbooking - Udvalget til scrapbooking vil blive udvidet, med bl.a. syrefrit karton i 30x30 og med masser af tilbehør og klæbeprodukter.
  • Stempler - "Rubber Stamping" er utrolig populært i udlandet, og det er ikke uden grund !! Jeg forventer at få en serie helt unikker stempler hjem til butikken og masser af tilbehør som f.eks. stempelpuder i masser af farver samt embossingpulver.
  • Håndlavet Papir - Man kan hurtig blive grebet af at lave sit eget smukke papir til brug som f.eks. baggrunde til kort. Der vil komme forskellige værktøjer, råmasser og tilbehør i butikken.
  • Floral Punch Craft - Udover flere nye punches og nyt værktøj, vil der også komme farvet papir i mange forskellige varianter.
  • Voksmaleri (encaustic) - Det har været en succes indtil videre, så også her vil sortimentet blive udvidet, med bl.a. flere farver voks i "løs vægt".

lørdag den 17. marts 2007

Voksmaleri / Encaustic

I dag har jeg været på et rigtig spændende kursus i voksmaleri (encaustic).

Kurset var på 4 timer, og det var utroligt spændende. Alle de grundlæggende teknikker blev gennemgået (landskaber, abstrakt, servietteknik, malejern, malepistol (malepen). Jeg fik en masse små prøver med hjem, så nu skal jeg i gang med at lege videre herhjemme...



Kurset foregik på Amager og var arrangeret af http://www.slott.dk/encaustic.htm - der bliver løbende arrangeret kurser for både begyndere og øvede i de forskellige teknikker. Kan klart anbefales !!

onsdag den 14. marts 2007

Floral Punch Craft

Jeg kom hjem i går aftes efter tre fantastiske dage, hvor jeg deltog i en workshop med Floral Punch Craft.

Det var rigtig spændende at lære teknikken fra bunden, for man lærer altså bedst, når man prøver tingene selv. Og så oven i købet prøve, at blive vejledt af verdens bedste lærere indenfor området (Leone) !!

Vi lavede faktisk kun 5 (fem !!) kort - så taget i betragtning, at det var i løbet af 25-30 timers intensiv undervisning, så er det altså IKKE lige den slags kort, der ender i 10-kroners kassen...

I får lige en smagsprøve på, hvad det er jeg har lært på kurset:


Når vi engang er flyttet til Samsø, så håber jeg på, at jeg får tid til at holde nogle små kurser i de grundlæggende teknikker - men mere om det til den tid :o)


onsdag den 7. marts 2007

Jubiii - nu skal jeg snart på kursus

Jeg har været så heldig at blive inviteret med til en 3-dages workshop, hvor selveste Leone Em (alle jer, der laver Floral Punch Craft, ved sikkert hvem jeg snakker om) skal lede slagets gang.
Det bliver rigtig spændende at lære det hele fra bunden + at lære alle teknikkerne af hende, der har opfundet dem...

Jeg vender selvfølgelig tilbage, når workshoppen er overstået og deler et par fif eller tre med jer :o)

mandag den 26. februar 2007

Ny Workshop - Spare-stickers

Flere af mine kunder har spurgt til teknikken, hvor man kan bruge resterne fra sine stickers - og dermed i mange tilfælde få dobbelt så meget ud af hvert enkelt ark.

Så nu har jeg lavet en workshop - altså en beskrivelse med billeder, så du kan se, hvordan jeg gør:
http://hobbyboden.dk/stickers.htm

Voksmaleri / Encaustic

Æv - jeg skulle have været på kursus i voksmaleri i lørdags - men det blev desværre aflyst pga. vejret. Men sådan noget er vi jo ikke selv herrer over, så jeg håber, det bliver muligt at komme med en anden gang.
For det er helt bestemt en rigtig spændende teknik, som jeg allerede har siddet og leget en del med selv. Men kan heldigvis komme langt vha. de bøger og dvd'er, der findes.

Til butikken har jeg derfor også taget de forskellige materialer hjem (voks i forskellige farver, malekarton, malejern, værktøj og tilbehør.

fredag den 16. februar 2007

Bittesmå kort til barselsgaver

I sidste uge fik jeg en rigtig sjov opgave fra Bente fra Gudmindrupgarn: - Kan du ikke lave 18 små kort i str. 5x5 cm, som vil passe til barselsgaver?

Jojo - det kunne jeg da. Så jeg gik straks i gang. Og det viste sig at være en rigtig spændende udfordring at lave de småbitte kort. Samtidig er det alletiders måde at få brugt alle sine små rester af papir, bånd og forskelligt tingeltangel, som man nu har liggende.

På dette link kan i se, hvad kortene bruges til:
http://hundeuld.dk/BB%20barselindex.html

søndag den 4. februar 2007

Flere workshops på vej...

Tusind tak til alle jer, der er kommet med input til emner til workshops.
Foreløbig har jeg planer om at tage følgende emner op hen ad vejen:
  • Flere blomster - f.eks. Asters, Hortensia, Morgenfrue, Rhododendron, Lilje, Fransk Anemone, Julestjerne og så findes der jo osse masser af Fantasi-blomster man kan lave.
  • Arragement af blomster på kort - hvordan man får blomster- og blade-arrangementerne til at blive levende.
  • Stickers-rester - en smart måde at få brugt dine stickers-ark op
  • Embossing med lyskasse
  • Embossing med Fiskars Shape Boss systemet
  • Iris-foldning
  • Brug af eye-lets (snøre-ringe)

Du er selvfølgelig meget velkommen til stadig at komme med flere forslag til emner, der kunne tages op.

søndag den 28. januar 2007

Og så blev workshoppen færdig...

Du kan finde rose-workshoppen her:

http://hobbyboden.dk/rose.htm

- jeg håber at I vil få glæde af den, og jeg glæder mig til at høre jeres tilbagemeldinger :o)
Er den f.eks. til at forstå, og er der evt. andre ting, I kunne tænke jer blive taget op på denne måde !?

tirsdag den 23. januar 2007

Rose Workshop på vej...


Her på det seneste er der flere der har spurgt til roserne, som jeg laver med udstansede blomster.
Jeg vil derfor se, om jeg ikke kan få lavet en billedserie, hvor jeg viser trin-for-trin præcis hvordan jeg gør. Det er nemlig slet ikke så svært som man tror - men man skal selvfølgelig lige kende fiduserne :o)

Andre ting på bedding (inspirationsbilleder og/eller workshops) er:



  • Inspiration til serier til f.eks. bryllup eller konfirmation med invitationer, menu, bordkort, kirkehæfter, takkekort osv.

  • Drenge-kort - især aldersgruppen 12-18 år kan være rigtig svær at finde på nyt til.

  • Broderede kort - som jo er den helt store dille i øjeblikket

søndag den 21. januar 2007

Hobbyboden har fået sin egen blog

I dag har jeg oprettet denne blog, som knytter sig til min butik på nettet: Hobbyboden.

Jeg synes selv, at det kunne være lidt hyggeligt at fortælle lidt om, hvad der sker af nyt i butikken og hvad jeg ellers går og pusler med. F.eks. hver gang jeg får nye materialer til butikken, så skal jeg jo også liiiiige lege lidt med tingene selv, for at finde ud af hvordan de er at arbejde med, og hvad man kan bruge dem til :o) Og så kan jeg jo passende fortælle om mine erfaringer her.

Her i bloggen vil jeg også fortælle løst og fast om, hvad der er af nye tiltag i butikken.

Og så vil det glæde mig rigtig meget at høre jeres kommentarer og spørgsmål til såvel siden, som materialer, teknikker osv. osv.

Du er også meget velkommen til at tilmelde dig mit sædvanlige nyhedsbrev her: http://gittes.dk/nyhedsbreve.htm
- det er nemlig ikke meningen at denne blog skal erstatte nyhedsbrevene - den er mere ment som et supplement til dem :-)

Det er også stadig min mening løbende at udbygge min inspirationsside http://hobbyboden.dk , hvor du allerede nu kan finde inspiration til flere forskellige teknikker samt et mini-leksikon over forskellige kortmager-fagudtryk !!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...