torsdag den 26. juli 2012

Punch art

Jeg blev lidt inspireret af min svigerdatters MÆHH kort, og tanken om at bruge alle mine punches på en anden måde end jeg plejer. Samtidig så slog det mig; vi laver aldrig noget for børn på bloggen her, og med den sommer der bliver leveret af vejrguderne for øjeblikket så var det måske en ide at lave nogen små ting som du kan lave med dine børn en regnvejrsdag.

Så mine projekter resten af denne uge bliver for børn :-) håber det er i orden med dig, hvis du ikke har børn (eller de er voksne lige som min søn :-)) så overvej om du måske ikke kunne bruge nogen af ideerne til lidt sjove og anderledes kort.

Mit udgangspunkt har været simpelt: åben en browser, skriv www.google.com og søg på "punch art".  Skift til billedvisning og lad dig inspirere. Så det er ikke slavisk opbygget efter tutorials fra specifikke hjemmesider eller brilliante ideer fra mit eget hoved - det er en skøn blanding af det hele.

Først en lille fugl. Hvis man laver den i karton bliver den sådan lidt "børnetegningsagtig".


Man man kunne jo også hive restekassen frem og lave noget af scrappapir. Så den anden version af fuglen blev i rester i lilla fra Maja Design (ja det var garanteret en overraskelse at jeg havde rester i det mærke ;-)).
Her er først hvad du skal udstanse: En stor cirkel og en scalloped cirkel i samme størrelse. En mellemstor margurit, et lille hjerte og 2X2 små cirkler i forskellige størrelser. Jeg har med vilje ikke skrevet størrelser på, brug de stansejern du har på hylden - eller besøg www.hobbyboden.dk for Danmarks største udvalg af stansejern :-)

Klip først den scalloped cirkel midt over (ca for på min er der ulige antal buer så det er svært at klippe lige over). Fjern 3-4 buer fra hver halvdel.
Klip marguritten over på midten of klip overskydende kronblade af så der er tre tilbage på hver halvdel.
Hvad man ikke kan se på dette billede er at jeg også lige rettede hjertet op så det ikke drejede, min fugl skal jo ikke have et skævt næb.
Giv alle store dele en gang sværte på kanten.


Og så er det såmænd bare at samle delene med lim og vupti har du en lille fugl. Jeg har på denne version lavet en lille blomst af samme papir og monteret på maven af fuglen, og har pyntet kanten af vingerne med halvperler af forskellige størrelser i sart grøn.

Og hvad kan man så bruge dem til: man kunne jo lave en uro?, eller sætte det på et kort? eller bruge det som en del af et layout? eller pynte lektiebogen? eller bruge den som bogmærke?



Tak fordi du kiggede med, nu vil jeg gå på jagt efter et andet punch art projekt til næste indlæg :-)
/Gitte

tirsdag den 24. juli 2012

Mere SMASH

I dag er der to fokus områder, dels mine sider med indretningsideer og dels en liste over hvad jeg har købt af "ekstra dims" til min SMASH book.

Jeg er ved at købe hus og skal flytte senere i efteråret. Så pludselig er der fokus på indretning igen, hvad har jeg lyst til at finde af nye ting, hvad kunne jeg finde på at lave selv - ting til mit nye hjem. I Smash bogen har jeg valgt at dele det op i de forskellige rum, og lige nu ser siderne lidt halvtomme ud - men det her er jo heller ikke som almindelige layouts man gør færdige, det er en fortløbende proces, hver gang jeg finder noget nyt og spændende der kan inspirere mig så skal det jo tilføjes siderne. Så om et par måneder ser mine sider helt anderledes ud :-)


Her er lidt til min gang, vil gerne have en lidt mere utraditionel pynt på væggene og vil gerne blive bedre til at bruge mine egne fotos, så derfor ideer til ophængning.
Og så bliver jeg da helt glad i låget over det skoskab, ved bare ikke lige om jeg har vægplads til det :-)




Køkkensiden er jeg ikke kommet ret langt med, men her har jeg lige klæbet en notes side ind så jeg kan samle en liste af ting der skal købes efterhånden som det går op for mig at jeg mangler det!




Stuen har jeg reserveret to sider til, det er langt det største rum og her har jeg lyst til at sy sjove nye puder, og ikke mindst en farvestrålende puf lige som den i nederste venstre hjørne, skal bare lige først finde ud af hvordan jeg laver den :-) igen har jeg sat en notes side ind så jeg kan skrive ned når det går op for mig at noget mangler - der er jo ingen der siger at det hele skal købes/laves på en gang, men så er ideerne samlet et sted.

Så langt er jeg kommet med min SMASH indtil videre, og det er en meget anderledes måde at "lege" på. Ikke det store fokus på symmetri og fine opsætninger, men på historien og indholdet "just SMASH it in".

Og hvad har jeg så købt af supplerende ting:
Stempel med små kommentarer og dato
Lille stack med notespapir jeg har valgt den neutrale men den fås også med forskellige temaer.
En ekstre pen i rød
Lidt masking tape
Elastic pen band her kan den ekstra pen sidde og den kan holde bogen lukket når den bliver mere fyldt.

 /Gitte

mandag den 23. juli 2012

Igang med Smash

Som tidligere nævnt har je fået mig en SMASH book, og nu har jeg også fået gang i at fylde noget i den :-) Jeg har indtil videre valgt at dele den op i tre områder; sommerminder, indretningsideer og kreative ideer. Det er dog gået op for mig at der måske ikke kommer så meget i den sidste for det har jeg jo primært online på pinterest, og jeg kan ikke nænne at klippe i mine Inzpira blade.


På indersiden af omslaget har jeg limet en masse citater om livet, ting jeg er faldet over og som er værd at huske - og som måske kan bruges på et layout en dag.



I dag får du mine scrap sider at se, sommerminderne. Først et minde fra et besøg hos feet a fish, en sjov og anderledes forbehandling. Her har jeg brugt lidt scrap papir fra Basic Grey til at pynte lidt med, og har også klistret både et billede, udklip fra brochuren og kvitteringen ind.



Næste side er en række små minder fra juni samlet på en side. Her brugte jeg også lidt Basic grey fra min 6X6 stack til at pynte med, og så lidt grøn masking tape til at supplere med. Billederne er printet ud på min Canon Selphy - jeg har en lidt ældre version end Gitte S, men den kan heldigvis også godt printe flere små billeder ud.



På vej hjem på sommerferie var jeg lige en smut omkring Odense for at besøge Pernille (Curly), og vanen tro måtte vi på Flammen og spise. Her var jeg lige rundt og tage lidt billeder af maden, og af en glad Curly med tallerkenen fuld, og samtidig snuppede jeg lige en brochure med på vejen ud. Disse billeder er printet fra min pc med Picasa. Der kan du nemlig markere en flok billeder og så vælge oppe i værktøjslinien at du gerne vil lave en collage - så tilpasser den billederne så de tilsammen kan være på den størrelse fotopapir du har valgt.




Efter spisningen var vi på gåtur i byen, og opdagede at der var aftensåbent i Domkirken. Den måtte vi ind og kigge lidt nærmere på, og undervejs fandt vi en fin lille trææske med en masse små kort med forskellige temaer; bønner, velsignelser, tanker osv. Vi blev helt fanget og blev vedmed at kigge dem igennem for der var mange gode ord og ting til eftertanke. Jeg endte med at tage disse 6 med hjem. De er bare klipset på i yderkanten af siden med en lille klipsemaskine.


Så kan man nemlig stadig vippe dem og se hvad der står på dem hvis man er nysgerrig.




Denne og næste side var fra Middelalderdagene på Voergård. Her var jeg oppe den 17.7 sammen med min storebror og to nevøer. Igen har jeg brugt picasa til at lave collager, og det store billede er et eksempel på et samlet resultat.



 

På den anden side valgte jeg at printe billederne ud i Sephia så de blev gamle at se på. Jeg har hevet lidt af en gammel bog ud og sværtet den på kanterne, det pynter hjørnerne.

Hvad er så de største udfordringer med SMASH for mig:
- ikke at blive for pussenusset og lave det som almindelige scrap layouts
- ikke at være alt for symmetrisk :-)
- at passe på ikke at gøre dem alt for 3D, for så bliver bogen hurtigt overfyldt.

Men det er faktisk rigtig sjovt, og når man har den pen du kan se i højre side af det nederste billede så har man jo altid lim og skriveredskab med - og den følger med bogen. Når jeg har en lidt større taske med på udflugter vil jeg helt klart i fremtiden have min smashbog med og samle minderne efterhånden som de opstår. Et alternativ kunne være at købe en mere.... man kan nemlig få en i halv størrelse :-)
/Gitte

søndag den 22. juli 2012

Nature garden fra Prima

Denne skønne serie i jordfarver er jeg faldet pladask for. Det første kort jeg har lavet, har jeg mikset Prima serien med et enkelt stykke Pion Design papir. Jeg kan godt lide, når man kan matche papirer fra forskellige serier sammen. Det giver en god diversitet, synes jeg.
Det vandrette stykke papir på forsiden er fra notepadsne der hører til serien. Prima laver tit notecards der matcher deres serier og disse er som skabt til kort eller journalingsspots til scrap.
Blomsterne er små hvide blomster, som jeg har sværtet med walnut stain distress ink og derefter har de fået en gang perlevand (dvs perfect pearl og vand blandet i en minimister). Hvide blomster er superanvendelige, og hvis man kan lide at sværte og farve dem selv, er det nemt at få dem til at passe til ens egne projekter. De kan blandt andet fåes i denne pakke: http://gittes.dk/shop/paper-flowers-white-11500p.html
Inden i kortet er det dekoreret med natures garden papir fra den "lille" blok (6 *6). Jeg har brugt en rest papir på venstre side, som jeg har dekoreret med rhinesten. Jeg elsker simpelthen de jord-gyldne nuancer, som papirs serien her er holdt i ;-)
Her kan man se hvordan notecardet og det inderste papir matcher perfekt. Jeg har også sat en lille fjer på forsiden. Det skal være enkelt når det er til en mand, synes jeg.
Og bagsiden af papiret dekoreret med Pion Design. Jeg har brugt gatefold-teknikken, men dog med overlap (som jeg plejer ;-)
Næste kort er kun med Prima serien. Du kan se serien og tilbehøret som føres hos hobbyboden her: http://gittes.dk/shop/search-1.html?keyword=prima+nature
Jeg har igen brugt små hvide blomster med perler som centre. En anden journaling-notepad og en lille chipboard sommerfugl. Jeg har stemplet et tag med et tekststempel ala det her:
Jeg bruger jævnligt tricket med at hive papir over på midten og så kun lime det over noget andet i kanten, sådan at man kan stikke et tag eller andet ned i. Kan godt lide lag-på-lag-looket,som det giver.
Det var det for denne gang. Håber I alle har haft tid til at være kreative i den forgange uge.
Gode søndags hilsner fra Jane

lørdag den 21. juli 2012

To kort til fest ;-)

Godmorgen og glædelig lørdag. Idag har lavet to kort. Det første, herover, er et guldbryllupskort. Det er lavet med papir fra Pion design (det yderste sandfarvet) og papir fra Fabscraps (det pink).
Jeg har embosset et guldhjerte og stemplet henover med et tekststempel og skåret det ud med en spellbinder på bigshotten. Der er netop kommet en masse blomster (roser) i butikken, som det er nemt at lave blomstersamlinger af som jeg har gjort på kortet!
Jeg starter altid med at placere de største blomster først og så de små roser rundt om dem. Et par små stansede sommerfugle (fra bogpapir) og et par perler giver lige det sidste touch.

Indest er kortet også dekoreret og her har jeg blandt andet brugt denne sommerfugl:
http://gittes.dk/shop/memory-box-die-16438p.html


Det næste kort er et bryllupskort, hvor jeg har ville vise at man sagtens kan matche roser og flade blomster ved at placere dem ovenpå hinanden. Det giver en rigtig sød effekt.
Kortet her er lavet med et papir fra Pion Design (af ældre dato) og så af Riddersholm Design (det på indersiden af kortet!) Bogstaverne jeg har brugt er fra Prima og har den perfekte størrelse til kort. Jeg elsker bare de bogstaver. De kommer på et ark, hvor der er to farver pr ark. På denne her er der både sorte og turkise, og der er virkelig mange pr ark. Et af arkene kan ses her:
http://gittes.dk/shop/typography-alphabet-stickers-16781p.html


Ups---- billedet her vender vist på hovedet ;-) Men man kan sagtens se, det fine papir. Her er det meget tydeligt, at jeg har sværtet med Weathered wood distress ink, der er skyld i de mørke kanter. Inderst har jeg embosset et hvidt hjerte og brugt et af hobbybodens egne tekstempler. Det giver en sød effekt på den ene vinge af kortet.

Silhouette Print & Cut

Så fik jeg her forleden sat mig lidt mere ind i hvordan Print & Cut funktionen på Silhouette-maskinen fungerer.
Og det er  -  som det meste andet med den maskine  -  pærelet, når man bare ved hvordan!

Print & Cut betyder, at man har et motiv/billede med tilhørende skæreskabelon. Via Silhouette Studio softwaren printer man først sit motiv med tilhørende "registration marks", og bagefter kører man det ind i Silhouette-maskinen, som via sit infrarøde øje finder mærkerne og derudfra ved præcis hvor den skal skære.
Du kan finde en instruktion her: http://www.silhouetteamerica.com/training/section10_1.aspx - men ellers findes der også flere fine Youtube-video'er om emnet, hvis du søger på "Silhouette Print & cut",

Jeg har brugt et færdigt motiv fra Echo Park, som jeg har købt i Silhouette's Online-Store og sat det på kortet med 3D-skumpuder. Det er en hurtig måde at lave simple og søde kort på.


"hello"-stemplet er lavet med Stamping Off teknikken, som jeg fortalte om i går.

Jeg har i øvrigt også allerede forsøgt mig med at lave mine egne Print & Cut filer udfra jpg-filer. Det er ganske enkelt, hvis man følger Helle's fine fremgangsmåde her:
http://hellepilgaarddesigns.blogspot.dk/2012/04/tutorial-trace-jpgpng-fil-udskr-med.html

fredag den 20. juli 2012

Studio Calico Summer Stamp School

Jeg deltager lige nu på et online-kursus hos Studio Calico.
Det handler om at bruge stempler på alle mulige sjove måder, og her er det første kort jeg har lavet i forbindelse med kurset.
Stempelteknikken kaldes "Stamping Off" og går egentlig bare ud på, at man stempler flere gange efter hinanden uden at indfarve stemplet igen, så aftrykket bliver svagere og svagere.
Her har jeg stemplet taleboblen to gange efter hinanden.


De ternede striber/flag er simpelthen lavet med strimler af washi-tape, hvor jeg har klippet en lille split i enden, før jeg har klæbet dem på kortkartonen.

Dreaming of you..

Hej alle. Håber I nyder regnvejret og den skønne sommer.. for hvis der er én ting, der er godt ved regnvejret, så er det da at man har en undskyldning for at scrappe ;-)Jeg har lavet et kort med et clear-stamps sæt fra Hero arts. Sættet hedder "Right at home" og er lavet for at støtte den amerikanske storebror til "Operation skriv hjem". Det er en fantastisk sødt sæt med det lille hus og en masse søde sentiments, der alle handler om at komme hjem etc.
Sættet kan du købe og se her: http://gittes.dk/shop/hero-arts-clear-14764p.html

Jeg har brugt papiret fra Prima´s songbird blok (6*6) og jeg har benyttet mig af paperpiecing. Det vil sige at jeg har stemplet huset to gange. 1 gang på det blå papir og 1 gang på hvidt papir. Derefter har jeg klippet vinduer og døren ud og limet på og herefter limet huset på baggrundspapiret. Dragen har jeg gjort, det samme ved. Sløjferne har jeg farvet med en rød distress marker og hjertet er stemplet på en lyserød rest et-eller-andet..
Skyerne er skåret ud med disse dies: http://gittes.dk/shop/die-namics-die-flat-15888p.html

Jeg glæder mig virkelig til at bruge det her stempelsæt fremover.. det er bare SÅ anvendeligt!
God fredag derude..

onsdag den 18. juli 2012

En lille opfølgning på sidste uges gæstedesigner...

Jeg vil da lige gøre opmærksom på, at Annette, som var gæstedesigner i sidste uge, netop har fået sin egen blog, så vi allesammen fremover kan følge med i hvad hun laver:
http://www.annettesdesign.blogspot.dk/


fredag den 13. juli 2012

Foldet Hjertekort

Forleden dag var der en kunde forbi, som blev ved med at snakke om nogle "hjertekort" hun lavede.
Jeg fik i første omgang ikke spurgt hende om hvad det var for noget  -  men heldigvis kom hun forbi butikken igen i går, så jeg kunne spørge. Og Inger, som hun hed, var så sød at give mig både et eksempel på sådan et kort OG en skabelon til det.

Her er så min egen udgave af hjertekortet.
Der går et ark mønsterpapir i str. 12x12" til et kort. Jeg har brugt et ark fra French Kiss serien fra Glitz Design http://gittes.dk/shop/search-1.html?keyword=french+kiss

 

Kortet klippes og foldes, og når det er lukket sammen og ligner en konvolut, så sætter man et mavebælte omkring det, lavet af papir fra samme ark. Mavebæltet er sat sammen med tape på forsiden, viklet om med et par omgange twine (tynd snor) og lukningen er skjult med en hjemmelavet blomst.


Inden i kortet har jeg sat et skrivefelt i lyst mønsterpapir, som har fået en falsk syning hele vejen rundt samt et par stemplede Hero Arts blomster.


Hvis du selv vil prøve at lave din egen skabelon til hjertekortet, så prøv at kigge på denne tutorial:
http://bodilsscrappeverden.blogspot.dk/2010/03/tft-hjertekort.html


Tusind tak for inspirationen og skabelonen til Inger og hendes søster Ellen, som har Sy- og Hobbybiksen i Odense.

En kurv fuld af roser

Sidste kort fra Annette's hånd i denne omgang, er disse to romantiske kort med roser i kurve.
Kurvene er skåret med dies fra Marianne Design  -  og så er de "fyldt" med roser fra WildOrchidCrafts, som jo netop er kommet i butikken: http://gittes.dk/shop/blomster-wildorchidcrafts-632c1.html



Jeg siger tusind tak til Annette for lån af kortene  -  det er sødt af dig, at du vil dele dem med os andre, så vi alle kan få mulighed for at blive inspireret af dine gode idéer.

onsdag den 11. juli 2012

Annette's lag-på-lag og tone-i-tone kort

En stil der er ganske typisk for Annette, er at arbejde med die-cuts (udskæringer) i flere lag ovenpå hinanden, og hvor tingene er holdt meget tone-i-tone. Ganske ofte bruger hun det samme mønsterpapir i flere lag.

På det første kort er der bruge både en udskåret valmue og en åben blomst med blade i harmonerende farver.
Og læg så mærke til den store sommerfugl, som er skåret ud af baggrunds-papiret, men faktisk sat på samme sted igen. Dog kun limet i midten, så vingerne kan sidde og blafre.


På det andet kort er der brugt glade farver  -  og igen er der brugt samme mønsterpapir og matchende farver i flere lag.


mandag den 9. juli 2012

Gæstedesigner - Annette

I denne uge præsenterer vi en ny gæstedesigner - nemlig Annette Daugaard fra Hou.
Annette er relativ ny i kort-verdenen  -  men hun har været hurtig til at tage teknikkerne og værktøjerne til sig, og så har hun en utrolig dejlig tilgang til tingene, som man ikke kan andet end at lade sig inspirere af!
Annette har ikke sin egen blog (endnu  :-)), så derfor har jeg fået lov til at vise nogle af hendes skønne kort her på design-team'ets blog i den kommende uge.

På dagens tre kort, har Annette brugt metal-udskæringer af den ene eller den anden slags. Dvs. at hun har brugt aluminiums-tape (den fra byggemarkedet) og klæbet det over på almindelig karton, før hun har skåret forskellige blomster og blade af det.


Læg også mærke til den søde detalje på de to øverste kort, hvor den udskårne blomsterkrans nærmest snor sig rundt om vintagemotivet. Stilen passer perfekt til pigens lidt drømmende udtryk.


På det tredie kort har metal-udskæringerne fået selskab af en tepotte og et krus samt en lille sommerfugl  -  alt skåret ud i matchende mønsterpapir, som giver kortet et virkelig elegant præg. Den lille knap i tepottens låg er en anden sød detalje.


Bog-kort til en pengegave

Sidste gang vi havde klippe-klistre-aften i butikken, havde Jytte dette kort med: http://jytteskortoggodt.blogspot.dk/2012/06/til-min-yngste-niece.html, og det blev jeg straks inspireret af, så jeg gik fluks i gang med at lave min egen udgave.


Jeg har som udgangspunkt brugt et stykke karton på 13x28 cm (eller rettere: jeg valgte den nemme metode og tog et stykke hvidt kort-karton i str. 14x28 cm og skar 1 cm af på den lange led).
Derefter falsede jeg kortet 13 cm inde fra hver ende, så der blev en 2 cm bred ryg bagpå kortet.
Herefter beklædte jeg kortet med mønsterkarton fra Bo Bunny's Double Dot serie, som er prikket på den ene side og ensfarvet på den anden. De store stykker måler 12½x12½ cm og ryg-stykkerne måler 12½x1½ cm. De er sværtet i kanterne med blågrøn Cat's Eye Chalk.


Inden jeg klistrede mønsterkartonen på, satte jeg et stykke organza-bånd under. På den måde er der mulighed for at rulle en pengeseddel sammen og binde den fast med båndet indeni kortet.
Indvendig er kortet dekoreret med to hvide skrivefelter skåret med Framelits Scallop Circle (udskæringerne har lige fået en falsk syning hele vejen rundt langs kanten), og udenpå kortet er der pyntet med en organza-sløjfe (samme type bånd som indeni), en udskåret doily (Marianne Craftables) og en cykel (Marianne Creatables) skåret ud i kobber-karton.
Teksten er stemplet på matchende karton og varme-embosset med kobberfarvet embossingpulver, og til sidst klippet ud ½ mm langs kanten og sat fast med skumpuder.


lørdag den 7. juli 2012

Bryllupskort

Her er et bryllupskort med en lille detalje som jeg har liftet fra en anden kortmager.






Bilen er lavet i karton, hvor der er klistet aluminiumstape ovenpå og herefter er den skåret ud med en Marianne die.
Nedenunder har jeg sat tre halvperler, og herfra tegnet tre "snore" for at få dem til at ligne de konservesdåser, som man typisk binder bag på de nygiftes bil.

torsdag den 5. juli 2012

Kort med die fra memory box

Jeg har lavet det her kort med en masse materialer jeg elsker. Først papiret fra Maja. Den lilla serie er fantastisk.

Kortet er pyntet med et spinkelt hjerte, som er skåret på bigshot med en die fra memory box. Det er en skøn serie af dies. De er virkelig elegante. Jeg kan godt li det meget spinkle look. Jeg skulle lige have et par ekstra papirer under min skæreplade, men så skar dien helt perfekt og hjertet kunne nemt komme fri.

Teksten på kortet er et af gittes egne stempler. Jeg synes teksten er rigtig sød og så passede den rigtig godt til hjertet på kortet.

Nederst til højre har jeg pyntet med card candy pot pourri med blomster.





mandag den 2. juli 2012

Never ending bryllupskort

Jeg er stadig ude i at lave specielle kort. Denne gang har jeg kastet mig over et never ending card. En tutorial kan findes på youtube her. Det er slet ikke så svært som det kan se ud når man lige ser kortet. Kortet er sat sammen af 4 lige store stykker karton og følger man en tutorial er det nemt at få det til at virke.
Jeg har lavet et never ending card et par gange. Og jeg synes at det kan virke uoverskueligt når kortet er samlet og man er klar til at pynte. Der er så mange flader, der skal pyntes. Men hvis man bare starter fra en ende af og får skåret passende firkanter til fladerne. Sværter kanterne lidt og får det monteret på kortet, så tager det pludselig form og det er ikke så meget der skal til.

Her er forsiden på mit kort - det er pyntet med lidt blomster i venstre side - uret er en del af mønsterpapiret, som er fra Bo Bonny.


Åbner vi kortet en enkelt gang har jeg lavet to felter til at skrive teksten i kortet. Her en hilsen til brudeparret. Bogstaverne i siderne vil gi mening når vi åber igen.

Åbnes kortet endnu engang kommer ordet LOVE til syne.


Og endnu en gang og en god gammel bryllupsremse.


Jeg er vild med den her type kort, som altid kan imponere. Hvis man skal gi en pengegave kan en af fladerne også blive udstyret med en lomme til pengene. Der er rigtig mange muligheder :-)

lørdag den 30. juni 2012

En lækker die


da jeg for nyligt var nede og besøge Gitte i butikken i Odder faldt jeg over den her ramme die fra Leane, og den måtte jeg da eje. Ved samme lejlighed gik jeg vist lidt amok i 6" stacks, kom i hvert fald hjem med 3 stk, blandt andet denne fra Bo Bonny. Når jeg sidder og laver kort er jeg altså lidt vild med de stacks, det er lækkert at have hele serier af små ark der er lavet i mønstre der passer til at hele arket er 6" (det kan nogen gange blive lidt for stormønstret ved 12") og arkene matcher bare hinanden.
På kortet her har jeg brugt to forskellige ark, jeg fandt et ark med mønster der matchede til hjørnemotivet på baggrunden - det klippede jeg ud i 7,5X7,5 cm så det lige passede inde i rammen. Den er til gengæld stanset ud i lys beige-brun karton - samme karton som selve kortet er lavet af. En lille tillykke-hilsen sat på med scalloped oval under i samme mønster papir og så ellers monteret med 3D puder, en håndfuld roser i forskellige farver - og vupti kortet er færdig :-)

/Gitte

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...