fredag den 31. oktober 2014

Kort med Vintage Venture fra Riddersholm

Skrevet af: Gitte Grønfeldt

På kort-og scrapaftenen i butikken i går aftes fik jeg (udover at hygge mig og snakke med alle de andre piger) bl.a. lavet dette kort.
Jeg har brugt de lækre papirer fra Riddersholm Designs nyeste serie Vintage Venture.


Den brune kant mellem de to stykker mønsterpapir er lavet med en Spellbinders Borderabilities.
Båndet med de hvide roser var noget jeg fandt i mine gemmer. Lysekronen er et stempel fra Inkadinkado og natsværmeren er klippet ud af det ene ark med mønsterpapir, sat på med skumpuder og så har den fået et lag Glossy Accents.
Tekststemplet er fra Operation Skriv Hjem Stempelsættet.


 

torsdag den 30. oktober 2014

Lawn Fawn kort

Skrevet af, Louise

I dag har jeg igen haft fingrene i produkter fra Lawn Fawn. Både, die, stempler og papir er derfra.
Opsætningen er stort set den samme, men alligevel to forskellige kort.



På julekortet har jeg stemplet små snefnug omkring pingvinen, de har fået noget clear embossing.

onsdag den 29. oktober 2014

Multi-lag kort med støbt ramme

Skrevet af KarinaHadsten

På convention købte jeg denne fantastiske støbeform til at støbe små rammer og ornamenter. Jeg fandt lidt Maja rester i gemmerne og noget matchende karton. Samlede 3 lag mønsterpapir ovenpå et stykke karton. På den måde kom der rigtig godt med fylde i kortet. På det øverste mønsterpapir lavede jeg lidt struktur med en stencil med prikker fra Tim Holtz og teksturpasta. Jeg lavede lidt splat med en farve spray.

Kortet blev herefter pyntet med blomster og et lille banner, som jeg lavede med en die fra dette banner-sæt. Og så selvfølgelig den støbte ramme med lidt halvperler.


Her lige et nærbillede af rammen. Jeg er ret vild med brugen af rammen uden at der er sat et motiv ind i den. I rammen har jeg sat en lille gruppering af halvperler, som også drypper lidt uden for rammen.


Og her lige et nærbillede af banneret med den smukke piercede kant.


Tak fordi I kiggede med.
- KarinaHadsten

tirsdag den 28. oktober 2014

Scribbly Birds og Brush Script.

Skrevet af Karina Beck.

I dag har jeg leget lidt, med at skrive med flydende tusch i hånden, det der så moderne hedder Brush Script. Jeg har brugt flydende sort tusch, men man kan også bruge Dylusions og få flot skrift i farver.
Fuglene er Scribbly Birds fra Dina Wakley. De er farvelagt med Copics.
Dette er mine første forsøg, men det skal da helt sikkert også prøves på et layout.
Har du også prøvet det?





I må have en god dag.
Hilsen Karina


mandag den 27. oktober 2014

Kreative Dage i Fredericia

Skrevet af: Gitte Grønfeldt

I den forgangne weekend var vi afsted på messen Kreative Dage i Fredericia.
Messen slog rekord i år med over 19.000 besøgende fordelt på de tre dage, og det kunne også godt mærkes på vores stand.
Design-team'et demonstrerede i år varme-embossing med de skønne WOW Embossing Pulvere med glimmer i, og det var populært blandt både børn og voksne.


Vi siger tak for en hyggelig og travl weekend !!

søndag den 26. oktober 2014

En rund æske...

Skrevet af Vivi.

Æsken er udvendigt beklædt med papir fra Tim Holtz - Destinations. Indvendigt er den malet med kobberfarvet akrylmaling.
Borten på låget er fra Joy! - Vintage border.   Under blomsterne en "guld"-embosset gren, der hører til et die sæt - Holiday Greens - fra TH. Sættet består af 4 grene/blade, som er superanvendelige...
Blomsterne er lavet med - Mini Royal Roses - fra Die-namics. De er standset ud i hvidt karton, formet, og malet med "metal"-akvarelfarve. Til sidst en "smule" Diamond-Stickles....






/Vivi

lørdag den 25. oktober 2014

Julekort i traditonelle farver

Skrevet af Jytte

For rigtig mange er de "rigtige" julefarver rød, grøn og guld. Graphic 45 har lavet nogle skønne juleblokke med masser af rødt og grønt krydret med lidt mere utradionelle julefarver.

Her har jeg brugt Graphic 45-papirer fra 8x8 blokken, som hedder Twelve Days of Christmas. Motiv og tekst er også fra blokken - og jeg har pyntet med matchende farver i bånd og tilsat lidt "guldpynt"også. Sødt, enkelt og klassisk.


Tak fordi du kikkede med og ha' en god dag.

Jytte :)

fredag den 24. oktober 2014

Bryllupskort

Skrevet af KarinaHadsten

Jeg skulle en dag lave et lynhurtigt bryllupskort. Når jeg skal lave noget hurtigt ender jeg tit i Maja papir, da det er min safe-zone. Det kan simpelthen ikke gå helt galt hvis jeg arbejder med papir fra Maja :)

Jeg fandt serien i de grå/brune nuancer og fandt noget matchende karton og fik skåret et par grene med denne die. Og så stemplede jeg teksten på et banner jeg har skåret med en die fra et nyt sæt jeg har skaffet mig. Se de lækre banner dies her. Det der gør dem helt ekstremt lækre er de perforerede prikker langs kanten. Jeg elsker perforeringer og syninger :)


Beklager at billedkvaliteten er ikke i top - håber I alligevel kan se detaljerne.
Tak fordi du kiggede med.
- KarinaHadsten

torsdag den 23. oktober 2014

Julekort med vejledning

Skrevet af Lissy


På dette kort har jeg prøvet noget nyt.... at komme glossy accent på et stempel aftryk og så distresse bagefter. Du får her lige en kort fremgangsmåde :-))


Stempel først træerne på et stykke hvid Bazzill Smoth
(som du kan skære til senere) og lad det tørre



Kom Glossy Accents på og lad det tørre helt op
Pas på, kun at ramme det stemplede... hellere lidt inden for
end udenfor. Det kom jeg til på det øverste kort, og derfor
 lavede jeg et nyt, som du ser til sidst i indlægget



Dernæst distresser du oppe fra med Distress Ink i farverne
Weathered Wood,  Bundled Sage og til sidst Forrest Moss.
Her ser du tydeligt, at jeg har spildt Glossy Accent 
ved siden af juletæet :-((



Så blander du vand med Perfect Pearls og slår lidt 
på med en pensel



Ligner næsten sølv, når det er tørt



Snefnuggene standses eller punches ud , påføres lidt lim
og drysses med glimmer




Den hvide ramme lavede jeg ved at ligge to dies ved siden
 af hinanden, og så køre gennem bigshotten. Dernæst 
embossede jeg rammen med en snefnug embossing folder.
Og nu er det bare at samle kortet... jeg embossede et stykke af
det grønne karton ud, med den mindste af dies'ne 
før jeg satte rammen på, og satte juletræerne bag



Her ser i en , hvor jeg var mere heldig med Glossy Accents :-))

Spørg bare , hvis der er noget, der skal forklares bedre :-))



Ha en rigtig dejlig dag



onsdag den 22. oktober 2014

Langt om længe et layout...

Skrevet af: Gitte Grønfeldt

Jeg vil skyde på at det er omtrent halvandet år siden jeg sidst har lavet et 'rigtigt' scrapbooking layout. Tiden er mest gået med at lave kort, tags, minialbums og Smash, men da jeg fornylig fik den nye serie Vintage Venture fra Riddersholm Design ind af døren, ja SÅ måtte jeg bare i gang med at scrappe fotos igen.


Valget faldt på en lille serie fotos fra USA-turen i 2013, og de er taget ved en nedlagt tankstation langs den legendariske Route 66 i det sydøstlige Californien.


Udover Riddersholm papiret har brugt det støvede røde ark fra Pion Design.
Bogstaverne er Thickers fra American Crafts med landkort på ('Everywhere Printed')- de passer så fint til rejse-layouts, synes jeg.

Blomsterne har fået et pust Moon Shadow Mist i farven Buccaneer Bay Blue fra Lindy's Stamp Gang. Den farve passede helt perfekt til de blå toner i mønsterpapiret.




Jounalingen blev der ikke rigtig plads til på selve layoutet, så jeg har lavet en lille lomme under det ene ark mønsterpapir, hvor der er så er en tag der kan trækkes ud.
Det er bare et aflangt stykke karton, som jeg har afrundet i hjørnerne, og så har jeg sat en udstanset File Tab på foroven.



tirsdag den 21. oktober 2014

Lag-på-lag kort

Skrevet af KarinaHadsten

Jeg eeeeelsker at lave lag-på-lag - både når det gælder layouts og når det gælder kort. Jeg synes tit at de mange lag gør at der ikke er brug for så meget pynt. Denne gang er jeg dog gået all in på både lag og pynt, så den får max gas. Jeg er vild med resultatet og håber I også kan bruge kortet som inspiration og evt. bruge enkelte elementer - der er i hvert tilfælde masser at tage af. Kortet er i øvrigt lavet i Riddersholm papir og inspireret at et kort, som var udstillet hos Riddersholm, da vi var til kort-aften i butikken.

Nå men lad mig vise jer kortet og så kan jeg fortælle om alle de lækre detaljer bagefter.



For det første er alle de forskellige lag af mønsterpapir distressed i kanten hvilket giver en god fylde samtidig med at det også rammer det hele lidt ind. Jeg kan godt li effekten af at distresse kanterne. Man kan vælge at sværte de distressede kanter, men tit synes jeg at den hvide kant, der opstår, giver en god effekt. Enkelte steder har jeg rykket lidt ekstra i papiret og lavet nogle revner, som har givet plads til at der kunne puttes lidt blonde og lidt gitterudskæring ind under for at gi den her tit-tit-effekt. Gitterudskæringen er udskåret på Bigshot med en die som laver chickenwire.
De mange lag består ud over mønsterpapir og karton af blonde og hessian. Og så har jeg udskåret en bort med en ny lækker favorit-die, som laver en ujævn bølgekant med syninger - jeg er pjattet med de syninger.
Til sidst er kortet pyntet med et par grene fra en anden favorit-die, som kan findes her og nogle blomster, som har ligget i gemmerne, men passede perfekt til papiret her. Og et lille tag med et af Gittes egne tekststempler.
Tak fordi du kiggede med.
- KarinaHadsten


mandag den 20. oktober 2014

Romantisk julekort med masser af glitter

Skrevet af Jytte

Den nye juleserie fra Pion, Days of winter, er perfekt til romantiske julekort. Farverne er sarte og fine og motiverne bare så yndige. Bag motivet har jeg brugt en die fra Joy, Winter Border, hvor jeg har klippet delene fra hinanden og placeret dem efter smag. Hvert snefnug har fået lidt hvidt Martha Stewart glitter. Limen, jeg har brugt dertil er en Martha Stewart Glittering Glue, som er en super god lim til løst glimmer. På kanterne har jeg dekoreret med Stickles og på tylsløjfen har jeg sat en lækker "diamant" fra Marianne Design

 
Ha' en dejlig og kreativ dag.

Jytte

søndag den 19. oktober 2014

Sweet Dreams - Baby Girl Layout.

Skrevet af Karina Beck.

Jeg er igang med at lave et album til min niece, som hun skal have i dåbsgave. På dette layout har jeg brugt papirerne fra Lawn Fawn - Hello Sunshine. Som pynt har jeg brugt Sequins og en Flair button. Derudover har jeg brugt Vellum papir og sytråd.


God dag til jer.
Karina

lørdag den 18. oktober 2014

Så måtte jeg også prøve at lave et skærmkort

Skrevet af: Gitte Grønfeldt

Der er rigtig gået mode i at lave de såkaldte skærm-kort, og nu hvor jeg har prøvet selv, kan jeg godt forstå det, for de er supernemme at lave og de ligner en million.




Jeg har taget delt et ark karton i to dele, så det måler 6x12" og så så har jeg falset kartonen ved 3", 6" og 9".
Mønsteret i toppen er derefter klippet med en Deep Edger Punch fra Martha Stewart og den nederste del med "kommodebenene" er lavet med en Spellbinders die - Labels 8.



Kortet er pyntet med papir fra Maja Design's Fika serie, som jeg har flosset kanterne på med et Distress Tool og sværtet med Distress Ink.



De to silhouetter i rammerne er først stemplet og bagefter skåret ud med sættet Framed Silhouettes.

Lysekronen er et stempel fra Inkadinkado - Chandeliers og tekst-stemplet er et af mine yndlingsstempler fra Tim Holtz sættet Random.




fredag den 17. oktober 2014

Papirclips

Skrevet af KarinaHadsten

Sad en dag og rodede lidt med pinterest og ville finde nogle ideer til små søde embellishments. Der fandt jeg denne ide med små faner/bannere på papirclips.


Jeg synes de blev mega søde og jeg forestiller mig at de kan bruges på kort, layouts eller til project life. Clipsene er super nemme at lave. Jeg målte det lige stykke af clipsen og klippede en strimmel på samme bredde i mønsterpapir i det blå tilfælde og karton i den lyserøde model. Så foldede jeg strimlen på midten og satte den på clipsen og limede sammen. Så klippede jeg banneret til og pyntede. Vupti! Søde små embellishments. God ide til små rester :)

torsdag den 16. oktober 2014

Box kort

Skrevet af Vivi.

 "Box"- kort findes i utallige udgaver - hvem der har opfundet det, aner jeg ikke - men her har jeg lavet min egen Jule-udgave, med tilhørende "tut"...


Tutorial:
Materialer: 1 stykke karton 29 x 17 cm - 
mønsterpapir 4 stk 15"x 15" eller 1 stk 12"x 12" - diverse pynt.

Kartonen scores på den korte led ved 7, 14, 21 og 28 cm...

På den lange led scores ved 7 cm...

I bunden skæres 2 cm af og deles som vist (se diagrammet nederst ) 
I den side, hvor der er 1 cm, klippes den ene cm af,  7cm ned som vist.
Fold som vist  - den side uden "flap" foldes ikke 

Så er kortet klar til mønsterpapiret.....

Skær mønsterpapiret ud i følgende mål:
Udvendig side: 1 stk. 6,5 x 14,5 cm (bagsiden af kortet)
3 stk. 6,5 x 6,5 cm og 3 stk. i 6,5 x 7,5 cm.
Indvendig side: 1 stk. 6.5 x 9 cm og 3 stk. 6,5 x 6,5 cm

Mønsterpapiret limes på som vist...

Kortet samles og de 2 små stykker karton limes fast 
inden i kortet som vist....

Så skal det bare pyntes.....

 God fornøjelse.....



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...