torsdag den 9. juni 2011

Masking Tape

Måske har du allerede set, at jeg har fået "Masking Tape" i butikken - og måske har du undret dig over hvad det er til??
Oprindeligt er Masking Tape en tape lavet af papir (og det er dem i butikken osse), og man bruger det til at klistre på kanter osv. før man maler, for at få en pæn lige kant og/eller for at undgå at male ud på dørkarme og paneler.
Men til scrap- og kortbrug bruger man tapen som pynt i stedet. Den tynde papirtape er nem at arbejde med, og det er f.eks. superlet at lave små papir-plisséer af den.
På dette kort har jeg lavet plisséen af den lyserøde tape med blå prikker direkte på kartonen - først klistrer jeg det på i den ene ende, og så laver jeg et lille overlap (plisséen) for hver halve eller hele centimeter. Det gør det kun charmerende, hvis det bliver en lille smule uregelmæssigt - så fortvivl ikke, hvis du ikke får samme afstand mellem folderne.
Blomsten på kortet er lavet af punchede ballon'er sat i en rundkreds og herpå en snow-stamen støvdrager og ovenpå igen en punchet cirkel, som jeg har formet kopformet og limet på med den buede side opad med en lille skumpude under.

onsdag den 8. juni 2011

Dagens sommerfugl nr. 3

På dagens kort er sommerfuglen udstandset i chipboard, som er embosset med hvid embossing sammen med et Hero Arts baggrundsstempel. Bagefter er sommerfuglen sværtet med en blå Distress Ink Pad. Når der først er embosset vil de steder, der er embossingpulver på ikke tage imod farven, hvilket giver en fed effekt på sommerfuglen.


Baggrunden på kortet er et stykke mønsterpapir og som pynt er der brugt et skønt tekststempel, som også er embosset med hvid embossing på hvidt karton og sværtet med samme blå Distress Ink Pad.

Sommerfuglen har fået en lille hale af brunt bånd, som lige er varmet lidt med varmepistolen, så det krøller lidt.

Valmuestemplet brugt på en tredie måde

Samme valmuestempel (Hero Arts) som de foregående to dage, og som de andre dage er motivet stemplet og embosset med hvid embossingsværte.
Men denne gang har jeg bagefter sprayet det med Color Wash i hhv. farverne Lettuce og Stream.
Color Wash'en er lækker at bruge, fordi den giver så intense farver - men man skal osse lære at "give slip" og lade tilfældet råde, for man kan ikke styre præcis hvor den rammer, eller hvilken splateffekt det giver. Men det er jo samtidig også det, der er det sjove.
Ordet "joy" er skåret ud på Slice Machine - et stykke værktøj, som jeg simpelthen bare bliver mere og mere glad for at bruge, for hver gang jeg laver noget med den. Den er så dejlig lille og handy, og allerede på det første medfølgende motiv-kort får man rigtig mange spændende muligheder for figurer, bogstaver og tekster, som kan skaleres op og ned i størrelse.
Bogstaverne har lige fået en falsk syning (med tynd grøn pen) rundt i kanten, for at det ikke skulle blive for fersk.

tirsdag den 7. juni 2011

Sommerfugl nummer 2

Så er det min tur til at vise min første sommerfugl. Jeg har valgt at tage billedet ude på mit havebord i det dejlige solskin - helt i tråd med sommertemaet :-)
Faktisk så starter jeg med at vise den sommerfugl jeg er allermest begejstret for - det arbejde der var med at lave basis til den var så lidt i forhold til hvor smuk den blev. Jeg har revet en række papir rester i baner så det afrevne gav den smukke hvide kant - den er jeg så glad for. For en gangs skyld sværtede jeg den ikke men gav den lov at stå helt rå.
Derefter blev det limet på et underlag 14X14 cm karton og fik lov til at tørre helt. Så en tur gennem bigshot med den berømte sommerfugle die, og resten af papiret kom lige igennem en tur til med en lille tag die.
Sommerfuglen har så fået en gang sværte og monteret på et stykke hvidt karton med underlag af lækker mønsterpapir.
Nærbillede af sommerfuglen så man rigtig kan se de afrevne kanter. Hvis jeg skulle gøre noget anderledes en anden gang så skulle det være at have skåret sommerfuglen et andet sted på papiret så jeg havde fået mere af det røde stribede papir med som nu kun kan ses på det lille tag.
Tag er monteret med bred organza og der er skrevet tillykke med små stickers.


Worn Wood Effect

På Tattered Angels workshoppen jeg deltog i, da jeg var i USA, lærte vi bl.a. at lave denne superlækre teknik, hvor man kan lave en spændende træstruktur-effekt ved hjælp af hhv. Glimmer Glam og Glimmer Mist.
Effekten opstår, når man først pensler Glimmer Glam på kartonen med lette lodrette strøg. Så snart Glam'en er tør (og det går hurtigt), kan man spraye Glimmer Mist over. Mist'en preller af ovenpå Glam'en og laver den smukke to-farvede overflade.

Jeg har brugt effekten ovenpå et stemplet og embosset valmue-motiv - på den måde har jeg faktisk lavet en dobbelt resist-effekt.

Du kan se mere i videoen her:
http://mytatteredangels.com/Worn-Wood-Effect-aka-Resist-Technique-using-Glam-and-Glaze-W10C53.aspx

mandag den 6. juni 2011

Dagens sommerfugl nr. 1

Som vi allerede har fortalt via vores sneak peak, så havde vi (Gitte og Anne) en rigtig produktiv dag i fredags, hvor vi udfordrede os selv og hinanden til at lave en masse fede kort.



For at markere, at vejret har været helt fantstisk de sidste par dage og sommeren er over os, så har vi valgt at lade en sommerfugl gå igen på alle kortene. Men ellers er der brugt en masse forskellige teknikker, produkter og materialer på alle kortene. Og fælles for dem alle er, at vi kun har brugt rester - ud over baserne til kortene, så har vi ikke taget hul på et eneste helt stykke papir.


Så læn jer tilbage og nyd de næste 14 dages indlæg - der kommer et hver dag.

Mit første kort - og dermed kort nr. 1:



Sommerfuglen er skåret ud i hvidt karton på BigShot med den skønne die fra Sizzix (og I kan lige så godt vende jer til det - for den kommer I til at se rigtig meget til de næste dage) og malet med et lag af guldfarvet Crackle Paint fra Tim Holtz.

Efterfølgende er der embosset med guld embossingpulver sammen med et Hero Arts baggrundsstempel. Det er samme embossingpulver, der er brugt til de to stempler (teksten og blomsten) som er stemplet direkte på kortet.

Til sidst er der sat et lille bånd på tværs af kortet.


Et lille close up af sommerfuglens mønster og den stemplede og embossede blomst.







Valmuekort med sløjfelukning

Jeg er vild med dette valmue-stempel fra Hero Arts., så jeg har efterhånden fået lavet en del forskellige kort med det.
Til dette kort har jeg stemplet motivet med embossingsværte, drysset hvid embossingpulver over og smeltet det med varmepistolen.
Derefter har jeg sværtet med to forskellige farver Distress Ink Pads ved hjælp af et Ink Blending Tool. Det er farverne "Peeled Paint" og "Wild Honey" jeg har brugt.
Motivet er bagefter monteret på et kort med assymetrisk lukning (som det lilla kort jeg viste forleden), men denne gang har jeg indbygget en sløjfe til at lukke kortet med.
Silkebåndet er limet fast bag valmue-motivet og omme på bagsiden, så man får to løse ender at binde kortet sammen med i højre side.

søndag den 5. juni 2011

Tag med sjove teknikker

Jeg har jo helt glemt at vise tag'et fra den anden make&take på forårets Scrap-a-Mania (andet end et sneak-peek). Men her er det:



Det er et ganske almindeligt cremefarvet Manilla-mærke, som først har fået et sprøjt med Color Wash spray i farven "Stream".


Blomsten (der oprindeligt var kridhvid) har fået sprøjtet Color Wash på i hele tre farver: "Butterscotch" (gul), "Lettuce" (grøn) og "Stream" (turkisblå).

Udklippet er fra Graphic45's serie Steampunk Debutante, og det er først duppet med embossingsværte og derefter er der drysset "Deep Impressions" embossing powder over, som bagefter er smeltet med en varmepistol. Den grove embossingpulver lægger sig, så det ligner vanddråber på overfladen, når man kun bruger ét lag som her. Jeg synes det er sådan en fantastisk effekt.
Hvis man bagefter giver den et lag mere (embossingsværte, -pulver og varmepistol), så bliver laget helt jævnt på overfladen. Og efter en tur i fryseren kan laget "knækkes" og lave sjove krakeleringseffekter . . . men det er jo en helt anden historie...

Guldprikkerne er lavet med MyStik flytbar lim - limprikkerne er simpelthen rullet på kartonen, og bagefter har jeg lagt et stykke Design Metal Foil ovenpå og gnubbet det fast. Man *kunne* også sagtens have embosset med guldpulver, da embossingpulver også binder fint på limen.

lørdag den 4. juni 2011

To sider af samme sag

Jeg ville gerne scrappe alle fire fotos fra Gammelholm (en halvø i Stauns Fjord / Samsø) på et og samme layout, men det blev simpelthen for mokket, så jeg valgte i stedet at lave et dobbeltlayout.
Men hvad gør man så, når man ikke har to éns ark mønsterpapir i farver der matcher?
Jo, man tager da bare 3 forskellige mønsterpapirer, der harmomerer i farverne. Det ene river (eller klipper) man over og deler i to, som så kommer på hver sin side. På den måde bliver der alligevel sammenhæng i baggrunden på de to layouts!!



.

fredag den 3. juni 2011

Sneak peak- Anne og Gitte sommer amok :-)

På trods af det fantastiske vejr valgte Anne og Gitte at tage fredag efter Kr. Himmelfart indendøre - i hvert fald noget af tiden :-)
Vi havde nemlig besluttet os til at det skulle være store legedag med en række fokus områder:
- brug dine rester (vi måtte ikke tage et helt stykke mønsterpapir)
- prøv teknikker af - vi skal grise med alverdens ink, mist, glam, cracklepaint osv.
- sommertema - og hvad siger mere sommer end en sommerfugl!
Her et lille stemningsbillede fra et semi-rodet hobbyrum hos Gitte - godt i ikke kan se gulvet :-)
Her kommer lige et par sneak peaks til hvad i kan vente jer - ingen yderligere kommentarer for vi skal jo ikke afsløre det hele allerede :-)




Jeg er vild med lilla for tiden

Jeg tror egentlig min forkærlighed for lilla papir og tilbehør startede i forbindelse med pakkejulekalenderen, hvor Karina have pakket lilla ting ind til os allesammen (selv gavepapiret var lilla).
Det er ellers ikke en farve jeg har gjort meget i tidligere, men lige for tiden bruger jeg masser af lilla papir og dims.




Behøver jeg at sige, at papiret endnu engang er fra Maja Design? Nu må jeg vist hellere snart få taget hul på nogle andre mærker, inden I bliver trætte af mig . . . ;o)



.

torsdag den 2. juni 2011

LOAD - jeg er stadig med

Så har jeg fået lavet dag 2 og dag 3 i LayOutADay-udfordringen på Scrap Cat.

La Funivia - kabelbanen der går mellem Malcesine ved Gardsøen og op til Monte Baldo i ca. 1.700 meters højde. Vi stod og ventede på svævebanegondolen, og så var det jo smart lige at tage et foto af os begge to i en af spejlglasruderne i ventesalen.



Monte Baldo - ja, det er så her kabelbanen lander. Og som det ses, så kan der stadig ligge sne i 1.700 meters højde, selvom man er i juni måned.
Kabelbanen består af to etaper - og på den øverste går turen i en kæmpemæssig kasse med plads til 100 passagerer. Og så er den lavet så snedigt, så den drejer en gang rundt om sig selv på turen op - på den måde får alle passagerne mulighed for at nyde udsigten.


.




onsdag den 1. juni 2011

Gatefold Card med overlap...

Til søndagens scrap i Odder lurede jeg denne søde kort-idé hos Jane (fra Design Team'et), og jeg måtte straks prøve at lave et kort på denne måde.

Det er lavet af et hvid stykke kortkarton i str. 14x28 cm, som først er foldet ind fra den ene side og bagefter ind fra den anden.

Men i modsætning til de traditionelle gatefold-cards (hvor siderne støder til hinanden foran på kortet), så er dette kort lavet med et lille overlap. Bagefter er begge kortets klapper beklædt med mønsterpapir. Man kan evt. også beklæde indersiden med mønsterpapir, og så få et endnu mere eksklusivt kort.



Papiret er fra Maja Design, og motivet er sat på den øverste klap, så det går en lille smule ud over kanten.

.




LO med papir fra Maja design og Hama perler

Jeg faldt pladask for det her papir fra Maja design. Se mere af det lækre papir fra Maja design i butikken her.


Jeg fandt det skønne billede af min datter, som passede perfekt i farverne til papiret. Og samtidig havde min datter lavet en ramme af Hama perler i nogle farver, som passede rigtig godt til papiret også. Så det blev til dette dejlige lilla LO. Jeg havde faktisk oprindelig tænkt at perle-rammen skulle bruges som en rigtig ramme omkring en detalje på et foto. Men jeg synes ikke den passede så godt over billedet her, men det må jeg prøve en anden gang.

Gad vide om det kan starte en trend med rammer af Hama perler ... eller er det bare mig, der synes at min datter har fået en genial ide i at lave rammer af perler. Det gode er jo at perlerne fås i alverdens farver og at man kan få perleplader i alle faconer.


Her er lige et nærbillede af noget af rammen.


tirsdag den 31. maj 2011

LOAD - hvad er nu det ??

Marianne fra Scrap Cat (http://forum.thescrapcat.dk) har netop igangsat en udfordring, der kaldes LOAD.
LOAD betyder LayOutADay, og går i al sin enkelthed ud på, at man skal scrappe ét layout om dagen i en periode - i dette tilfælde kører udfordringen i 14 dage.

Jeg er hoppet med på vognen, og i går lavede jeg første layout:

Foto'et er fra Peschiera del Garda (Italien), hvor jeg ikke lige kunne stå for den tungt læssede scooter med frisk brød fra bageren.
.

mandag den 30. maj 2011

Gine-kort

Jeg var en tur i Odder i går, for at scrappe sammen med de andre søde scrappiger i East Coast Scrappers http://ec-scrappers.blogspot.com/ (jojo - det var os der bare hed "Odderne" førhen, men scrappere fra hele Østjylland m.m. er meget velkomne).

Når vi er sammen er vi rigtig godt til hver især at medbringe forskelligt værktøj, og så bliver der lånt på kryds og tværs.
Jeg lånte Linda's gine-die, så jeg kunne lave et par kort med den.



Papiret er fra Maja Design, og mønsterborterne er lavet med forskellige Martha Stewart punches.


Detaljer fra et vinterLO

Jeg vil gerne vise jer nogle detaljer fra et vinterLO jeg lige har fået afsluttet. Jeg synes der var nogle detaljer, som var værd at vise frem.


Perlerne nederst til venstre er en såkaldt Combo cluster pack. De findes i flere forskellige farvekombinationer i butikken her.

Borten rundet om matten til billedet er lavet med et Marthe Stewart Around-the-page punch sæt. De findes i flere variationer i butikken her.

Det store snefnug i højre side er af chipboard. Det er farvet med color wash. Color wash er en lækker mist, som giver en rigtig god farve - find den i butikken her. Efter at color washen er tørret har jeg stemplet med et tekststempel, som er blevet embosset. Synes det gav en rigtig god effekt med den hvide embossede tekst på den mørke blå baggrund.

Hvis du er nysgerrig efter at se hele LO'et så er det her ;-)



søndag den 29. maj 2011

Det var dengang...

Jeg har stort set lige fra starten (i '99, hvor jeg begyndte at lave kort) scannet eller fotograferet rigtig meget af det jeg har lavet.
Indimellem tager jeg et kig på det - nogle ting er fristende at slette fra computeren, men jeg gør det ikke. For det er altså *lidt* sjovt at se de ting jeg har lavet gennem nu 12 år.
Disse fem kort er nogle af mine allertidligste - og dem synes jeg da lige at jeg ville dele med jer.

Et af de allerførste kort jeg lavede var dette passepartout-kort med noget groft håndlavet papir som baggrund (formentlig købt i Panduro - ligesom stort set alt andet hobby på den tid).
Lavendlen er fra vores daværende have, og duften hang ved den tørrede blomst længe efter...Mine allerførste stempler var fra Hero Arts, og jeg har dem stadig - sættet med de fire små sommerfugle. Og så var det dengang mønstersakse var enormt populære, så selvfølgelig skulle kanten klippes med sådan en.


Jeg har altid tegnet og malet meget selv, og på et tidspunkt var jeg så heldig, at en dansk pige bosat i USA ville bruge nogle af mine tegninger til at lave stempler ud fra. Bl.a. den ægyptiske dronning Nefertiti på kortet her.
Jeg har stadig nogle af arkene med de umonterede stempler tilbage i butikken:


...det er ikke alle tegningerne der er mine - men over halvdelen er så vidt jeg kan se...

"Spirelli" var et stort hit på et tidspunkt. Det var papcirkler med takket kant, som man viklede sytråd omkring.


Og her har noget af det hjemmelavede igen måttet stå for skud (der var jo ikke SÅ mange muligheder for at købe ting og sager, som der er i vore dage).

Så jeg tog en af mine egne akvareller af en nellike og scannede ind og printede ud. Bagefter tog jeg en del af motivet og lavede mine egne "te-brevs-firkanter" af, som jeg så foldede


Måske fortsætter jeg kavalkaden over gamle kort en anden dag - der er masser at tage af i gemmerne.


Er der andre end mig der gemmer fotos af gamle kort - eller smider i dem ud efterhånden?

lørdag den 28. maj 2011

Spellbinders Impressabilities

Jeg har lavet et par ganske simple kort, for at vise hvad Impressabilities dies'ene fra Spellbinders kan bruges til.
Der er simpelthen tale om en tynd metalskabelon, som kan bruges i f.eks. BigShot'en til at præge i karton med. Det kræver dog at man har Silicone-måtten og Impression Pad'en som ekstraudstyr.

Impressabilities kan bruges både fra forsiden og fra bagsiden. Bruges de på den ene side, vil mønsteret vise sig som en fordybning, og bruges de på den anden side, så vil mønsteret blive en forhøjning.
Til begge kort har jeg brugt de foldede kort fra Hero Arts: http://gittes.dk/shop/search-1.html?keyword=hero+arts+folded+cards.
Det smarte ved dem er, at de kun er farvede på ydersiden, dvs. at hvis man sliber på dem med sandpapir efter at have embosset, så kan man få mønsteret til at træde endnu kraftigere frem.



Man kan også trække mønsteret frem ved at køre en stempelsværte henover kartonen efter man har præges. Så sætter farven sig på forhøjningerne.


Det er en rigtig nem måde at lave sine egne smukke prægede mønsterpapirer.
Dies'ene måler ca. ca. 10,8x14 cm, så de passer lige til sådan en standard foldet kort.

fredag den 27. maj 2011

Min nye favorit

Jeg har fået et nyt favorit-værktøj - nemlig en punch (surprise!!).
Det er Punch-Around-The-Page sættet fra Martha Stewart i det mønster der hedder "Swirling Lace".

Punch-Around-The-Page (forkortet PATP) er en serie punches i sæt med hhv. en hjørnepunch og en borderpunch, som er lavet så de matcher hinanden og dermed kan bruges hele vejen rundt om et stykke papir (deraf navnet).

Når man køber et sæt, så følger der en brugsanvisning med, hvor der er angivet hvor langt et stykke papir skal være på hver led, for at det går op med mønsterrapporterne.
Man skal være meget omhyggelig med at følge disse mål, og når man puncher skal man starte med hjørnerne og derefter skal man være meget omhyggelig med at følge det mønster, der er trykt på borderpunchen - ellers kommer det ikke til at gå op.

Men tålmodighed lønner sig, når man ser hvilket smukt mønster der kommer ud af det.


Begge kort er lavet med papir fra Maja Design og med motiver fra Kort&Godt's Nostalgi Klippeark (http://gittes.dk/shop/kort-godt-klippeark-10966p.html)

torsdag den 26. maj 2011

En gaveæske til konfirmation

Til dette indlæg har jeg faktisk haft en gæstedesigner på besøg :-) i torsdags kom min søde svigerdatter Heidi på besøg og spurgte om hun måtte låne mit scrap værelse, hun skulle lave et kort til konfirmation. Det måtte hun naturligvis gerne, og da jeg så resultatet måtte jeg klart vise det her på bloggen for det er helt vildt fint - og ikke bare et kort men en rigtig sød gaveæske til en konfirmation.
På låget er brugt to forskellige farver tekstpapir, et med lyseblå tekst og et med mørkeblå - vi blev enige om at det da klart måtte symbolisere overgangen fra barn til voksen :-) Æsken holdes lukket med et smalt silkebånd.

Når man åbner låget er der det to lag man åbner, og på den venstre side har Heidi monteret et stykke hvidt karton til at skrive på, med fin bort i begge side.
Det indvendige låg er lavet med en cirkulær åbning, denne er dækket af transparent så man kan se indholdet igennem. Heidi skar cirklen med Martha Stewart cirkel skærer.
når man åbner dette låg er bagsiden beklædt på et sort papir med hvid tekst, igen med udskåret cirkel så den bare dækker limningen af transparenten.
Bunden på kassen er forstærket med et ekstra lag så den virker mere robust.
Ideen til denne søde æske fik Heidi hos Charlotte Ravn på ravndesign.blogspot.com

IHOP

IHOP er forkortelsen for International House of Pancakes, og så tror jeg de fleste USA-rejsende ved hvad jeg taler om - nemlig en fastfoodkæde, som har specialiseret sig i de små tykke amerikanske pandekager.

På vej til Joshua Trees National Park var Gitte O og jeg inde i en IHOP og få en god gang morgenmad, så vi kunne være klar til strabadserne i ørkenen. Og *mums* det var godt - stegte kartofler (rösti), bacon, spejlæg ("sunny-side-up" lærte jeg at de hed), kaffe, juice og så pandekager ad libitum!

Papiret er fra Girl's Paperie's "On Holiday" serie og den gule baggrund er klippet i "bracket-form" på frihånd, sprøjtet med to forskellige farver Glimmer Mist (hhv. en gul og en blå) og så har den fået lidt falske syninger i kanten.

onsdag den 25. maj 2011

Mere Glitz Design...

Ja, jeg kan ligeså godt bekende kulør - jeg er faldet pladask for det lækre papir fra Glitz Design.
Så nu har jeg været en tur i hobbyrummet med lidt mere af det, og lavet et LO om Los Angeles Convention Centre, hvor CHA-messen blev afholdt i vinter.

LO'et er lavet ud fra en af Marianne's lækre skitser fra månedstemaet inde på Scrap Cat http://forum.thescrapcat.dk/index.php/board,54.0.html
Den lille fugl er i tyndt træ og sværtet med Chalk sværte (det samme er træ-rosetten foroven), den omvendte hjertebort over det øverste billede er en Martha Stewart border punch (lace heart) og titlen er lavet med hhv. thickers og en god gammeldags Dymo.

tirsdag den 24. maj 2011

Tre hurtige konfirmationskort

Jeg har været igang med tre hurtige kort til konfirmation, måske kan du bruge lidt ideer fra dem.
Det første kort er lavet med et rigtig sødt stempel fra Heroarts. Først stemplede jeg med et tekst stempel med sart brun farve, derefter stemplede jeg med blomster stemplet i orange ovenpå.
Kortet er lavet i gul, derefter et lag orange inden jeg monterede stempelmotivet. Teksten er printet ud på akvarelpapir og stanset ud med et oval stansejern. Pyntet med tynd silkebånd og twine.
Næste kort er lavet med papir fra October Afternoon, jeg brugte en bort fra serien Camp fire, papiret hedder Skipping rocks. Sommerfuglen er stanset ud med sommerfugle stansejernet fra Martha Stewart, jeg har lavet to i forskellige farver og så kun limet dem sammen i selve kroppen. Herefter blev de monteret på kortet og vingerne blev bukket lidt op så de fik 3D effekt. Igen er teksten skrevet på computeren og printet ud på akvarelpapir og stanset ud med ovalt stansejern.
Sidste kort er lavet med mine sidste rester fra Cosmo Cricket og en fantastisk sød die fra Marianne Creatables. Jeg er helt vild med den die, et rigtig sødt motiv. I nederste kant har jeg stanset en bort hvor der kan trækkes bånd igennem og alle kanter har naturligvis fået en gang ink. Kortet er lavet i kvistkarton.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...